Mens Victor Trudslev Nielsen er en af Danmarks bedste gokart-kørere i sin aldersgruppe, så sidder der også et stort hjerte på den 13-årige Brønderslev-dreng. Victor nøjes nemlig ikke med at give den gas på racerbanen. De seneste 4 år har han så at sige også lagt sig i selen for at støtte kampen mod kræft.

I forbindelse med den seneste Knæk Cancer-kampagne har han indsamlet godt 9.000 kr. Og siden 2016 er det blevet til mere end 34.000 kr. til fordel for den gode sag. Den flotte indsats fandt lørdag vej til det store Knæk Cancer-show, hvor Victor blev interviewet til TV2.

- Min farfar, som jeg holdt meget af, døde af kræft i 2013, fortæller Victor.

- Flere andre i min familie har også haft kræft. Så jeg vil rigtig gerne gøre noget for at bekæmpe sygdommen. Og så er det jo dejligt, at jeg kan gøre det i forbindelse med min sport, smiler den fartglade ungersvend.

For racertalent har han. Victor er indlemmet i Dansk Automobil Sports Unions særlige talentprogram. Han træner to til tre timer om dagen og kører 15 løb om året.

- Det foregår hovedsageligt i Tyskland, hvor konkurrencen er hårdere, forklarer Victors far, Kim Nielsen.

- På grund af corona er det dog kun blevet til 7 løb i 2020. Til gengæld har Victor kørt stærkt og er avanceret til top-10 i den første sæson efter, at han er rykket op i en ny klasse. Desuden har han nået at træne rigtig meget – både herhjemme i form af konditions- og styrketræning samt på træningsbanen i Thy, tilføjer Kim Nielsen.

For det kræver sit at stile mod stjernerne. Målet er nemlig klart for Victor. Han vil være professionel racerkører – allerhelst i Formel 1. Hvor langt han når, er selvsagt usikkert, men viljen og evnerne er til stede. Foreløbig har talentet ført Victor hele vejen til Team RSC, der er det mest toneangivende racerteam herhjemme. Det har også gjort, at Victor har fået sin egen personlige træner i skikkelse af Søren Pedersen. Dermed kan forældrene koncentrere sig om at styrke sønnens mentale tilgang til sporten og bakke op om de mange løb i udlandet.

Sponsorerne er også på banen med hjælp til den dyre idræt. Disse har ligeledes hjulpet Victors Knæk Cancer-kampagne i form af udbetalinger per indtjent kørepoint. Endvidere har en lang række af Victors følgere på de sociale medier bidraget til resultatet. Her kan man i øvrigt stadig nå at støtte kampagnen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...