Deltagere fra Veterankøretøjstræf besøger midtbyen til Sjov Weekend, hvor der også er dans

BRØNDERSLEV: Lørdag 11. maj er der Sjov Weekend i Brønderslev. Her får man besøg af veterankøretøjer, som vil blive udstillet i Algade, Nygade, Stjernekrydset og på Arkadetorvet.

Brønderslevs handelschef Lars Bisgaard Andreasen lover at der bliver rigeligt at se på:

- Der er tale om alle former for veterankøretøjer, biler, lastbiler, traktorer og så videre, oplyser han.

Bilerne vil ankomme i optog fra Brønderslev Hallen hvor der den 11. og 12. maj er Veterankøretøjstræf.

- Vi har lavet en aftale med arrangørerne om, at de besøger midtbyen, og viser lidt af hvad man kan opleve på det gamle stadion ved Brønderslev Hallen.

MagicPower mobildiskoteker dukker op med musik og røg og sørger for lidt god musik til lejligheden på Arkadetorvet, hvor der også vil være scene og gaveshow.

Klokken 12 vil bilerne blive sendt tilbage til Veterankøretøjstræffet på det gamle stadion.

- Vi slutter af med at præsentere de enkelte køretøjer på Arkadetorvet med røg og musik, så de får en festlig afsked med midtbyen, og afskeden vil blive krydret med et gaveshow, hvor det fremmødte publikum, i henholdsvis en børne- og en voksenkonkurrence, kan vinde Brønderslev Gavekort og andre gevinster, skriver Lars Bisgaard.

Til Sjov Weekend kan man også møde danserne fra Dans For Sjov. De vil sørge for at dagen bliver festliggjort med danseshows i byens gader til glad Rockabillys musik.

Dagen går under titlen ”Oldies But Goodies” og er det tredje Sjov Weekend arrangement i Brønderslev i år ud af i alt otte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...