Manna-Thise Kraftvarmeværk fylder 25 år, og det markeres med åbent hus

MANNA-THISE: Nu kan Manna-Thise fejre 25-års jubilæet for byernes kraftvarmeværk. Det sker lørdag 24. august, hvor der vil være åbent hus, og man har mulighed for at komme helt tæt på kraftvarmeværket.

Til daglig styres det af Brønderslev Forsyning, men bestyrelsesformand igennem mange år, Jørn Andersen, besøger værket dagligt for at sikre, at alt kører som det skal.

- I 1994 tog en arbejdsgruppe initiativ til værket. Jytte Sloth, har været vores sekretær i alle 25 år, og vi er i alt fem i bestyrelsen, siger Jørn Andersen.

Værket er ikke ret stort, og Jørn Andersen svarer kort og præcist, når han bliver spurgt til, hvor mange, der nyder glæde af varme fra værket.

188, lyder det kort og kontant fra Jørn Andersen.

For ham er det vigtigt at komme forbi værket hver dag, for som han siger:

- Ellers har de jo ikke noget at bruge en bestyrelse til.

For selvom det ikke er stort værk, så er det relativt moderne, da man i 2016 kunne indvie det nye pilleværk, der varmer husstandene i området med hjælp fra naturgas, når prisen er til det.

Jørn Andersen håber, at værket kan blive ved med at være selvstændigt, men det kræver, at der fortsat vil være folk, der gider engagere sig.

- Vi vil helst være selvstændige, men det kræver, at vi kan få folk til at sidde i bestyrelsen. Så længe vi kan det, så kan det godt lade sig gøre, siger Jørn Andersen.

24. august til åbent hus vil der være åbent på værket på Lagunen 6 kl. 10-14.00, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...