Varmefirma fra Ø. Brønderslev er to gange blevet nomineret til pris

Ø. BRØNDERSLEV: Lidt nordøst for Ø. Brønderslev by på Bålhøjvej ligger et restaureret nedlagt landbrug, hvor 40-årige Jes Fini Lykkegaard bor sammen med sin kone Pia Holm Lykkegaard og deres to små piger og en masse dyr. Det er også stedet hvor Jes driver sine to firmaer, Jysk Varmeservice ApS og Brønderslev Boligudlejning ApS.

Jes Fini Lykkegaard blev i sin tid udlært maskinarbejder på Uggerby Maskinfabrik, inden han startede op for sig selv med salg og installation af diverse fyr til varmeproduktion, han havde tidligere også eget smedeværksted, men det solgte han fra, til daværende Brønderslev Elektro (Elektro Gruppen). Så kunne han koncentrere sig fuldt ud om delen med varmeproduktion.

I dag har han seks mand ansat plus sig selv og hustruen, der holder orden på reparationsværkstedet og firmaets lager og kører den daglige drift af Brønderslev Boligudlejning ApS.

Jes Fini Lykkegaard har fem servicebiler til at passe sine over 3000 kunder, hvoraf ca. 2000 er på fast servicekontrakt. Kunderne kommer fra Skagen i nord til syd for Randers og fra kyst til kyst. Firmaet laver alt fra ny-salg til service, reparationer samt udbygning af eksisterende anlæg, både egne produkter og andre fabrikater. Jysk Varmeservice monterer mellem 200 og 250 nye anlæg hvert år.

Firmaet er for andet år i træk blevet nomineret til den landsdækkende pris som "Årets Specialist" Indstillet af tilfredse kunder, og begge gange endte firmaet helt oppe i top fem på landsplan.

- Lokalt er Ø. Brønderslev jo en fjernvarme by, men vi har stort salg og masser af serviceaftaler til beboerne udenfor byens fjernvarmenet, så vi mangler absolut heller ikke lokal opbakning, smiler Jes Fini Lykkegaard.

- Fremtiden indenfor varmeproduktion til mindre private anlæg og erhvervsanlæg forbliver nok indenfor varmepumper og pillefyr, dels pga. de faldende elpriser, som vi oplever i øjeblikket på opvarmningsdelen, men også på grund af manglen på halm til halmfyr og biogasanlæg.

Jes Fini Lykkegaard er lidt af en "Ole opfinder" type, og i øjeblikket er han er i gang med at optimere et nyt, eget produceret sneglesystem til brug på pillefyr, hvis pillerne skal fragtes over større afstande i systemet eller hvis anlægget er fuldautomatisk, så flytter man pillerne med sneglen fra en stor blæsesilo i fyrrummet.

Et andet nyt tiltag i firmaet, er at han også tilbyder at udføre små og større maleropgaver for sine kunder. Det er Pia Holm Lykkegaard, der er uddannet bygningsmaler ved Nordjysk Træ, der skal stå for den del af firmaet. Hun maler i forvejen bolig udlejningsfirmaets lejligheder, inden de skal lejes ud.

Tex

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...