Mød en kulturprismodtager på Brønderslev Bibliotek i starten af det nye år

BRØNDERSLEV: Kim Leine, der netop har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris 2018, tager på turné på de nordjyske biblioteker og gæster Brønderslev Bibliotek mandag 14. januar 2019 kl. 19.

Danmarks Ord- og Litteraturfestival, Ordkraft, er i fuld gang med at tilrettelægge programmet for festivalen, der afholdes i Nordkraft 11.-13. april 2019. Temaet for festivalen er kærlighed, og kærligheden kommer også til at være gennemgående i opvarmningsturnéen, når Kim Leine besøger regionens biblioteker i begyndelsen af 2019.

På Ordkraft 2014 havde bibliotekar Kirstine Grøngaard fornøjelsen af at interviewe ham om bogen Profeterne i Evighedsfjorden.

- Han er en utrolig sympatisk mand som både har en interessant baggrund og en utrolig viden om Grønland og vi glæder os så meget til at han gæster Brønderslev bibliotek, fortæller Kirstine.

Billetsalget er i gang, en oplagt julegave til kun 50 kr.

Kim Leines forfatterskab kredser om mennesker, der er kastet ind i barske livsbaner præget af misbrug og flugt. Men hvad med kærligheden? Kan den trives under så barske forhold, og hvordan får han arbejdet den med ind i de mørke universer?

I sit oplæg fortæller Kim Leine om den danske kolonisering af Grønland, som fylder så mærkværdigt lidt i historiebøgerne, og om hvordan vi efter hans mening bør udskifte vores skyldfølelse over for Grønland med en større viden om hvad der rent faktisk skete.

Til arrangementerne vil publikum også få mere at vide om Ordkraft 2019, tankerne bag og ikke mindst sidste nyt om programmet.

Om Kim Leine

Kim Leine er født i Norge, men flyttede som teenager til Danmark, hvor han uddannede sig til sygeplejerske. Efter sin uddannelse i Danmark flyttede Kim til Grønland, hvor han boede i 15 år, men vendte i 2004 tilbage til Danmark, og debuterede i 2007 som forfatter med bogen ”Kalak”.

Forfatteren har netop modtaget Kronprinsparrets Kulturpris 2018, hvor han fik følgende ord med på vejen: - H.K.H. Kronprinsen fremhævede blandt andet Kim Leines talent for at skrive gribende og barske fortællinger om hjerteskærende menneskeskæbner og vilde naturkræfter.

Kim Leine modtog både De Gyldne Laurbær og Nordisk Råds Litteraturpris for ”Profeterne i Evighedsfjorden.

Nyeste skud på stammen er romanen ”Rød mand/sort mand” fra 2018, der er en stor fortælling om koloniseringen af Grønland.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...