Ved DM i Holstebro viste ung bokser fra Brønderslev hvad han er værd

BRØNDERSLEV: Brønderslev Bokseklub fik lørdag aften en dansk mester i U17 Weltervægt ved DM i Holstebro. Det var den kun 16 årige Malek Masoud, som til daglig går i 9.a på Skolegades Skole i Brønderslev.

I overlegen stil boksede han mesterskabet hjem efter tre overbevisende sejre i lige så mange kampe.

Allerede for 14 dage siden startede Malek den lange vej mod mesterskabet, da han i en udskilningskamp om at komme til selve mesterskaberne vandt med dommerstemmerne 5-0 over Casper Gribshult fra Hornslet Bokseklub.

Ved lodtrækningen fredag eftermiddag i Holstebro var heldet ikke med Malek, da han trak den værst tænkelige modstander, Joseph ”JO JO” Fahn fra ”BK Sct: Jørgen”, Holstebro. Det er ikke længere siden end marts måned i år, at ”Jo Jo” vandt med dommerstemmerne 5-0 over Malek, så det var en stor opgave for den unge brønderslevbokser.

- Der var ikke mange som troede på at Malek kunne vinde den kamp, men tilstede i hallen var der i hvert tilfælde tre personer som troede på det, Malek selv og hans to trænere. Det blev en kamp som af alle blev rost for det bedste boksning i hele stævnet om fredagen og det var det boksning, som blev vist af Malek Masoud fra Brønderslev Bokseklub, siger Erik Thrane fra Brønderslev Bokseklub.

- Malek gik i ringen og boksede sin bedste kamp til dato, og det siger ikke så lidt. Fra første gong gong fulgte han den lagte taktik, angreb sin modstander med lige stød, hooks og uppercut, trådte til siden når modstanderen angreb og blev næsten ikke selv ramt i hele kampen, boksning i superklasse og stensikker sejr på 5-0, fortsætter Erik Thrane.

I finalen om lørdagen var Malek oppe mod en bokser fra Jyllinge Bokseklub, Mikkel Bruun.

- Det er en helt anden type end Holstebrobokseren, en bokser som kun kender en vej, og det angreb fra start til slut. Heldigvis havde vi set hans semifinale fredag aften, så Malek var klar. Jyllingebokseren boksede som forventet, men nu stod han pludselig overfor en modstander, som var klar til at tage kampen op. Hver gang Mikkel Bruun angreb, blev han mødt af stød fra alle vinkler af Malek, og igen en stensikker sejr til Malek Masoud og dermed dansk mester for U17 2018 i weltervægt, lyder det fra Erik Thrane.

Brønderslev Bokseklub havde også Mansur Gaurgashvili med i letvægt, han tabte desværre sin semifinale fredag mod Mohamad Sleiman fra Pandrup Bokseklub med dommerstemmerne 4-1.

- En tæt kamp, som vi i Brønderslevlejren selvfølgelig mente at Mansur vandt og det samme mente man selvfølgelig i Pandruplejren, med omvendte fortegn. En lige kamp, som begge boksere havde stor ære af, de fik virkelig vist hvad nordjysk boksning består af, men begge klubber havde selvfølgelig håbet på, at de to boksere kunne mødes i en finale, men sådan skulle det ikke være, slutter Erik Thrane.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...