127 elever er tilmeldt forårsholdet på Nordjyllands Idrætshøjskole

BRØNDERSLEV: For første gang nogensinde er der tilmeldt i alt 127 elever til det kommende forårshold på Nordjyllands Idrætshøjskole (NIH).

Det er skolens maksimale kapacitet, så allerede nu kan NIH melde alt udsolgt af pladser på forårsholdet 2020, og der er oprettet en venteliste.

Gennem samarbejde med andre idrætshøjskoler ved man på NIH, at det generelt går godt for den type højskoler, hvor sport og bevægelse er i fokus.

- Vi laver en rigtig god højskole ud over idrætten. Vi går det ekstra skridt for, at eleverne får så mange oplevelser med i bagagen som muligt, siger forstander Eva Terp-Hansen og fortsætter:

- Det gør vi med arrangementsweekender, temauger, højskoleaftener og frivillige tilvalgsaktiviteter som e-sport, keramik og guitarundervisning.

Langt de fleste af NIH’s elever er mellem 18 og 25 år.

Det er typisk unge, som efter eksempelvis gymnasietiden ønsker et sabbat-år, inden de vil studere, eller det kan være studerende på videregående uddannelser, der vælger et ”pitstop-semester”, hvor de tager en pause fra studierne.

På NIH er det glæden og fællesskabet ved især breddeidrætten, der er prioriteret.

Eleverne kan vælge mellem godt 40 forskellige idræts- og sportsgrene, blandt andre ”mudder & muskler”, surfing, adventure og powersport, men også mere traditionelle af slagsen som håndhold og fodbold. Skolen lægger vægt på, at alle elever skal kunne være med, uanset niveau. Hver elev skal så vælge i alt fire idrætsgrene til sit ugeskema.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...