Føtex uddeler julemad, der er blevet i overskud

BRØNDERSLEV: Føtex uddeler gratis julemad til Red Barnet Brønderslev. Det oplyser varehuset i en pressemeddelelse og forklarer, at maduddelingen omfatter mad, der ikke er blevet solgt inden jul.

Varehusets medarbejdere vil gennemse hylderne for varer, som ikke kan holde sig til efter juledagene. Føtex holder lukket i juledagene.

Det er både klassisk julemad og helt almindelige fødevarer, men fælles for alt er, at maden ikke fejler andet, end at den ikke er blevet solgt, når Føtex lukker den 23. december, fortæller varehuschef Søren Flodgaard.

Landsdækkende initiativ

Det er ikke kun i Føtex i Brønderslev der bliver uddelt overskudsmad. Over hele landet er fødevarekædens butikker gået sammen med lokale organisationer, der kan få glæde af varerne, eller uddeler selv overskudsmaden - og det glæder direktør i Føtex, Thor Jørgensen.

- Jeg er virkelig imponeret over, hvor mange gode initiativer vores varehuse har fundet hver især over hele landet. Vi kender alle glæden ved at give noget videre til andre, og i de her dage kan vi være med til at gøre en stor forskel og sikre, at flere får en rigtig glædelig jul, siger Thor Jørgensen.

Udover initiativerne, der finder sted op til jul, samarbejder Føtex året rundt med WeFood, der har butikker i København og Aarhus, som sælger overskudsmad og er drevet af Folkekirkens Nødhjælp.

Føtex lukker 23. december kl. 21.00, holder lukket 24-26. december og åbner igen 27. december kl. 8.00.

Sidste jul samlede seks af de store varehuse landet over overskudsvarer fra de øvrige butikker og uddelte dem til familier, der havde brug for en ekstra hånd.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...