TV-lægen Peter Qvortrup Geisling, der også de senere måneder har beroliget danskerne omkring Covid-19 i Lægens bord, gæster Hjallerup Bibliotek. Her har han de seneste fakta med om danskernes sundhed.

Det oplyser Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse.

- Peter Qvortrup har samlet den seneste forskning på området og fortæller, hvad der sker i din hjerne, når du står i en grøn bøgeskov. Netop i år har rigtig mange af os holdt ferie i Danmark og rejst rundt i naturen, og dermed også blevet opmærksomme på den sunde indflydelse, som naturen kan have på vores liv. Endelig skal humor jo også være så sundt, så Peter Qvortrup har en masse sjove og finurlige historier med fra tv-konsultationen. Der er en meget personlig historie om den natur, han selv fik plantet dybt i sig i barndommen i Nordjylland. Den natur som han nu forsøger at give videre til sin egen datter. Du får også lige hans vildeste naturoplevelse og det bedste brev, han nogensinde har fået fra en seer, skriver de.

Peter Qvortrup peger på, at livet er kort.

- Der er mange modstridende budskaber i luften omkring sundhedsområdet, så hvad skal vi stole på? Sundhed er så meget mere end kost, rygning, alkohol og motion – det handler også om livskvalitet og vores mentale sundhed, og derfor er der stor sammenhæng mellem natur og sundhed. Du får gode råd til, hvordan du holder sindet sundt med naturen som veldokumenteret medicin mod f.eks. stress og tristhed.

Det sker på Hjallerup Bibliotek tirsdag 8. september kl. 19-20.30. Billet købes på biblioteket.

Arrangør er Brønderslev Bibliotek.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...