Pressefotograf Henrik Louis Simonsen har knipset i 25 år

BRØNDERSLEV: Henrik Louis Simonsen har været bidt af at fotografere, siden han for 47 år siden var med på et fotokursus på ungdomsskolen Sct. Georgs Gården i Brønderslev.

Han afslørede allerede dengang et godt blik for det gode foto. Efter at have vundet fotokonkurrencen ”Sommerens Dejligste” i Billed-Bladet, kunne han således stå til søs i førstepræmien, en båd. Der var dog tale om en trimaran, en rasende hurtig båd, der ikke egnede sig til sejlads i Rhododendronparken, så den blev hurtig solgt og omsat til nyt fotoudstyr. Siden er det blevet til mange tusind billeder.

I de første mange år var det med besværlige film, som han selv skulle fremkalde i mørkekammeret. Nu er det hele digitaliseret, og han leverer i dag digitale pletskud til alle mediehusets udgivelser.

Henrik Louis Simonsen begyndte for 38 år siden på deltidsbasis at fotografere for Oplandsavisen i Brønderslev. Samtidig var han ejendomsinspektør med ansvar for ejendomme i bl.a. Aalborg og Brønderslev.

Da aviskrigen rasede midt i 90’erne, valgte han i 1994 at tage springet fra Vendsyssel Tidende til Aalborg Stiftstidende, hvor han fik fuldtidsjob. Få år senere fusionerede de to kamphaner og blev til NORDJYSKE Medier. Henrik Louis Simonsen tog hele turen med og fortsatte i jobbet, som han nu har haft i 25 år.

Henrik Louis Simonsen sætter en ære i, at de billeder eller tv-klip, der afleveres, er perfekte, uanset om motiverne viser hverdagsliv, sorg eller glæde.

Mange af de ældre fotos og negativer er nu sikret for fremtiden på Brønderslev Lokalhistoriske Arkiv, hvor de er med til at fortælle en stor del af egnens historie. Mange af disse fotos er med tekst af nu afdøde lokalredaktør Esben Heine Pedersen. Sammen udgjorde de et velkendt team i Brønderslev, og Henrik Louis Simonsen mindes med et smil på læben, når pressens ”tunge” drenge, som han siger, rykkede ud til stort og småt.

Gennem 25 år har han været næstformand i Dansk Journalistforbunds nordjyske kreds og arrangeret kurser og rejser for journalister og fotografer.

Henrik Louis Simonsen er ligeledes i bestyrelsen for Dansk Journalistforbunds Feriefond, hvor han er med til at sikre, at kolleger fra hele landet kan få gode ferietilbud.

Han har ansvaret for journalistforbundets sommerhus på Als, og her holder Henrik Louis Simonsen, der boede nogle år i Sønderjylland, meget af at komme, ligesom han holder meget af sønderjyder.

Han er ligeledes arbejdsmiljørepræsentant for NORDJYSKE Mediers medarbejdere i Vendsyssel. Desuden er han valgt ind i koncernbestyrelserne Aalborg Stiftstidende Fond A/S, Aalborg Stiftstidende A/S og som suppleant i NORDJYSKE Holding.

Henrik Louis Simonsen værner meget om sin by, Brønderslev. Han har i 12 år været formand for Den Runde Pavillons Venner, hvor han for år tilbage var med til at rejse penge til renovering af pavillonen, der var tæt på at blive jævnet med jorden.

Han har siden seneste menighedsrådsvalg været medlem af Brønderslev Menighedsråd, hvor han er bygningsansvarlig og sikkerhedsleder, og han er således med til at sætte sit fingeraftryk på det store renoveringsarbejde i Brønderslev Kirke.

Familien har stor betydning for Henrik Louis Simonsen, og han fortæller, at der ingen vanskeligheder er med at nå rundt om juletræet, da han har tre børn og ni børnebørn sammen med hustruen Kirsten Simonsen.

Hvis man gerne vil sige tillykke til jubilaren, er det muligt at møde op til reception fredag 15. marts på landbrugsskolen i Brønderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...