Musikforeningen Shamrock byder på koncert, hvor man kan synge med

Der er lagt op til publikumsdeltagelse, da der vil komme mange af de kendte melodier, som folk nyder at synge med på.

Desuden vil publikum i Brønderslev, som de første, kunne opleve tre helt nye sange samt to lidt ældre, som ikke har været spillet her hos os før.

Tørfisk glæder sig til at underholde i Den Runde, da Brønderslev leverer et oplagt publikum, som gruppen har let ved at kommunikere med, og dermed lettere kan give sig helt ud.

Tørfisk lægger vægt på at være en vestjysk gruppe, og hvad et mere vestjysk end tørfisk?

Flere af musikerne startede i det lokale FDF som trettenårige. Samarbejdet udviklede sig langsomt til det, det er der blev til Tørfisk i 1982.

Gruppen begyndte at spille folkemusik direkte kopieret fra De Gyldne Løver og andre af slagsen, men over tid begyndte de at skrive deres egne sange baseret på traditionelt irsk folkemusik, og en i dag populær biskop skrev i sin studietid flere af gruppens sange som stadigvæk er populære.

I dag er der flere sangskrivere, så som Ib Grønbæk, som får besked når der planlægges en ny cd. Der kommer så gerne omkring 30 tekster, som Tørfisk afprøver, udvælger og til sidst indspiller, og det er foreløbig blevet til 19 cd’er. Der udgives en ny cd med to års mellemrum, så der er tid til at behandle materialet grundigt og opnå den bedste udførelse.

Publikum møder en veloplagt gruppe med et seriøst gennemarbejdet materiale, hvilket også er medvirkende til den succes, som de har haft nu efterhånden mange år. Publikum spænder aldersmæssigt bredt, der er forbavsende mange unge, som holder af gruppen, men størsteparten er det lidt mere modne publikum, som selv er blevet lidt ældre sammen med gruppen.

En sang, nemlig VLTJ tiltrækker et publikum på helt ned til fire år, og denne sang er der ingen, der bliver for gammel til at elske.

- Det drejer sig om at underholde folk og få dem til at grine, siger gruppen.

Gruppens medlemmer har opnået en alder, hvor Hr. og Fru Danmark er begyndt at tænke på pension, men musikken er gruppens hobby, og de elsker udfordringen. Derfor bliver den passet ved siden af et borgerlige erhverv, så tanken om tilbagetrækning er ikke nået til gruppen endnu.

De har en ordrebog, som rækker to år frem, og de giver årligt omkring hundrede koncerter fordelt på halvfjers dage over hele landet.

Shamrock oplyser at billetsalget går godt, men man kan stadigvæk nå at være med, der er garanti for godt humør og en på opleveren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...