Bil væltede og landede på taget - beredskab måtte skære passager fri

V. HJERMITSLEV: To 18-årige er tirsdag eftermiddag kørt på hospitalet efter et uheld i en skarp kurve, hvor Ingstrupvej møder Møllebækvej nordvest for Vester Hjermitslev.

Det oplyser vagtchef Mads Hessellund fra Nordjyllands Politi.

Føreren af personbilen - en 18-årig mand - mistede herredømmet over personbilen, som skred ud og væltede rundt.

- Den 18-årige chauffør kom selv ud af bilen - umiddelbart uskadt, men selvfølgelig chokeret. Han blev kørt til tjek på hospitalet i Hjørring. Den 18-årige kvindelige passager var teknisk fastklemt inde i køretøjet. Redningsmandskabet fik hende frigjort. Umiddelbart ikke nogen livstruende skader på hende, men hun er kørt til behandling på Aalborg Universitetshospital, fortæller Mads Hessellund.

Det er uklart, hvad der var årsag til uheldet. Der var ingen vidner til uheldet, og det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre de to 18-årige.

Ifølge vagtchefen er der ingen mistanke om, at føreren af bilen har været påvirket under kørslen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...