60-70 mænd mødes hver anden torsdag på BI-Centret til snak og hygge - og så laver de en lang række opgaver og arrangementer

BRØNDERSLEV: Der er propfyldt på BI-Centret denne formiddag. Sådan er det hver anden torsdag, hvor omtrent 60-70 mænd mødes. Det har de gjort gennem ti år, de kalder sig Bjørnebanden, og når de næste gang mødes torsdag 4. april, er det deres ti års jubilæumsdag.

Det er et ret ustruktureret samvær. I kælderen spiller nogle pool, her kan man også brygge øl, 45 liter ad gangen, en stor flok dyster engageret i bordtennis, men den største samling mennesker møder man i centrets cafeteria.

Her bliver der snakket rundt om adskillige borde, nogle får sig et spil whist, og folk nyder i det hele taget at være sammen med andre mennesker.

- Det er hyggeligt, rigtigt hyggeligt. Vi får rundstykker, og vi synger ”Bjørnen sover” med Poul Dissing, fortæller en af Bjørnebandens medlemmer, Niels Kjeld Jensen.

Niels Kjeld Jensen har også et særligt hverv - han kører bussen, når Bjørnebanden tager på tur.

Ole Brogaard kom til, da han havde solgt sin virksomhed.

- Så sad jeg og hang i sofaen, husker han.

Man i stedet blev han altså en del af Bjørnebanden, og det er han glad for.

- Her synes jeg, jeg kan gøre et eller anden gavn, fortæller Ole Brogaard.

Niels Kjeld Jensen er tilflytter og har haft glæde af at lære folk at kende i Bjørnebanden.

- Nu kender jeg pludselig en masse folk.

Man behøver ikke møde op hver gang, men det lader til, at det er noget, de gerne vil.

- Vi ved bare, at dét skal vi bare. Det er rigtigt hyggeligt, siger Niels Kjeld Jensen, der har som fast rutine at plotte de mange torsdage ind, når der udkommer en ny kalender.

- Så står der BJB på hver anden torsdag, smiler han.

Også Ole Brogaard har lært nye folk at kende ved hjælp af Bjørnebanden.

- Jeg synes, jeg er kommet mere ind i byen på den måde, når man kommer udefra, og jeg har trods alt boet her i byen i snart 24 år, konstaterer Ole Brogaard.

De oplever også, at når der kommer nogle nye, så sætter de sig bare, og alle mænd kan komme og være med. Mange har en fortid som sportsudøver i BI, men ikke alle.

Hver gang er der nogle indledende manøvrer på programmet. De begynder med rundstykker og kaffe, og så er der et indlæg af H. C. Poulsen (Lille Bjørn) eller Søren Østergaard (Store Bjørn) om kommende arrangementer. Fællessang er også et tilbagevendende indslag.

Idéen til Bjørnebanden kom til live i marts 2009, det var H. C. Poulsen og Søren Ø. Christensen, der fik den og ret hurtigt kom Ole Bertelsen med i gruppen.

- Det startede med, at man blev gammel pensionist for ti år siden, og jeg har altid haft et ønske om, at man kunne mødes herude, når det er tomt i dagtimerne, husker H. C. Poulsen.

I begyndelsen kaldte de sig C-holdet, men det blev ændret til det mere mundrette og hyggelige Bjørnebanden.

Forventningen lå fra starten på, at 10-15 personer ville være interesserede. Så vidt H. C. Poulsen husker, begyndte man med 20-25 mænd dengang for ti år siden. I dag er der 120 medlemmer.

Ud over de faste torsdag formiddage er der også hvert år en sommerafslutning og en juleafslutning på programmet.

Bjørnebanden drager også på ture sammen, fx ud at se på gamle arbejdspladser, og der er ofte et kæmpe pølsebord med krydderfedt involveret, hvilket et populært blandt mændene.

Desuden er nogle af dem med til forskellige opgaver, der støtter BI - der er en fast arbejdsgruppe i Bjørnebanden, mens andre hjælper til nogle gange. Blandt opgaverne er at hjælpe ved Stafet for Livet i Brønderslev, at drive og bemande det store telt på Brønderslev Marked, holde koncerter i Den Runde, være med til arrangementer i byen som Open by Night og Kulturdagen og at vedligeholde BI-Centret.

Og en meget lang række andre opgaver af praktisk karakter.

- Vi har også Vaskebjørne, der to gange om året gør gulvet rent i Den Runde, og vi har Klatrebjørne, der tager spindelvæv ned, fortæller H. C. Poulsen.

Man kan dog sagtens komme alene for det sociale.

- Det er ikke en betingelse, at man skal lave noget, men mange gange spørger vi om noget konkret, som skal løses, fortæller H. C. Poulsen.

Bjørnebanden er en afdeling af BI’s Venner, som tæller 375 medlemmer.

Med afsæt i Bjørnebanden er der udsprunget en søstergruppe for damer - det er Fruerne, som siden 2013 har lavet forskellige aktiviteter sammen. De tæller 125 personer og holder blandt andet foredrag og tager på ture.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...