Forening har fået fornyet stadion for 800.000 kroner - det skal fejres

THISE: Lørdag 2. februar klokken 13 er der lagt op til en glad dag i Thise IF. Her byder klubben til en indvielse af deres nye lysanlæg, som står i over en halv mio. kroner og er finansieret gennem fonde.

Samtidig præsenterer klubben deres nye kampbane, som er blevet beklædt med bander til en værdi i omegnen af 300.000 kroner.

Carsten Frederiksen fra SE og Margit Chemnitz, formand for fritids- og kulturudvalget, kommer og klipper snoren til det nye lysanlæg.

Lasse Jensen, der er bestyrelsesmedlem i klubbens fodboldafdeling, er rigtig glad for de nye faciliteter.

- Det er fordi vi har nogle kræfter, der er dygtige og lægger et kæmpe stykke arbejde i det. De har været ude og sælge bandereklamer, og vi har 86 af tre meters længde. Vi er ved at have et stadion, der ligner et rigtigt stadion, fortæller han.

Samme dag og tidspunkt har klubben også standerhejsning for senior, som skal gøre klar til en ny sæson i serie 2, som de netop er rykket op i.

Her skal de blandt andet dyste mod BI og Hjallerup, som er de eneste andre klubber i kommunen, der ligger i serie 2.

Lasse Jensen fortæller, at Thise IF generelt har oplevet en stor fremgang i fodboldafdelingen i de senere år.

- Vi glæder os rigtigt meget til at komme i gang i serie 2, og vi tror også på, at vi kan gøre en god figur.

Også med hensyn til medlemmer går det rigtigt godt for klubben, der rummer to seniorhold, et damehold, to veteranhold samt ni ungdomshold, både drenge og piger. De har standerhejsning 9. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...