Lars Olsen fra Aasen Teater runder de 65 år

STERUP: Lars Olsen, teaterleder, instruktør, skuespiller, gøgler og forfatter, Brødholtvej 120, Sterup ved Jerslev, fylder fredag 5. oktober 65 år.

Det blev startskuddet til et stort skifte i tilværelsen, da Lars Olsen for godt og vel 30 år siden kunne læse i en annonce på bagsiden af Information, at man i Vendsyssel kunne købe en hel krakket højskole med 21 værelser for et beløb, der virkede realistisk. Han havde få år tidligere mødt sin livsledsager, dramaturgen Birthe Rosenfeldt, på en teaterskole i Milano. En blæsende kold dag i januar 1987 så parret for første gang den krakkede, gamle højskole, som de købte og døbte "Institut for Folkeligt Teater", i daglig tale kaldet Åsen Teater.

Med i flyttekasserne havde Lars Olsen en opvækst i en lille landsby nær Kalundborg, eksamenspapirer fra Sorø Akademi i 1974 samt en magistertitel i teatersociologi fra Københavns Universitet i 1981 med en afhandling om, hvordan teater har været brugt som antiautoritær og humoristisk murbrækker i den folkelige kultur og i kommunikationen mellem folk. I flyttekassen var også et medlemskab af venstrefløjspartiet Venstre Socialisterne, VS.

Lars Olsen var selv hjemmevant på de skrå brædder, idet han i studietiden var med i Solvognens Gøglertrup, hvilket førte til soloforestillingen “Lars Olsens Poiltishow", som blev opført på teatre i hele landet. Han fandt med tiden sin rolle på venstrefløjen ved at skrive, gøgle og spille teater og blev en slags rejsende i venstrefløjsteater.

Med udgangspunkt i teaterlivet tog han senere initiativ til at stifte "Håbets Pris". Den bliver hvert år uddelt i både USA og Danmark til en kunstner, som har arbejdet “for det menneskelige håb med gnistrende energi mod vanetænkningen."

I 2014 udgav han sin første roman, “Appelsinæblet", som fik en blandet modtagelse af anmelderne. Romanen handler om landkulturens erodering og har rødder i Lars Olsens egen slægt.

Blandt mange andre gøremål er Lars Olsen deltager han også i "Åsen Folkefest", en event, der vil skabe aktiv dialog mellem mennesker om kunst og den verden vi lever i, altså ikke kun fadøl og konsum.

På teatersiden har han senest sammen med Åsen Teater og Brønderslev Kulturskole lavet en forestilling om Svenske Nils, der var en spillemand, som levede i det nittende århundrede. Forestillingen handler om Svenske Nils, der døde på fattiggården i Sterup, fattig og ugleset, men selv om Svenske Nils døde, lever hans musik videre.

Niels Olsen har i sommer undervist på Skagens Museum, hvor han sammen med Birthe Rosenfeldt og museet har udviklet et koncept, så børn spiller teater om de spørgsmål, som malerierne rejser. Teaterworkshoppen vil efter planen blive gentaget i sommerferien 2019.

Lars Olsen og Åsen Teater arbejder desuden sammen med medicinstudiet på Århus Universitet om at skabe forandrings- og procesledelse for de kommende læger. Det er et helt nyt initiativ i medicinstudiet, som skal gøre læger mere kreative i deres samarbejde og ledelse.

Lars Olsen har i årenes løb skrevet op mod et halvt hundrede teaterstykker, og de mange års arbejde sammen med Birthe Rosenfeldt gav i 2012 parret og teatret Brønderslev Kommunes kulturpris.

Lars Olsen har børnene Helga, Nanna og Selma samt to børnebørn, Hedvig og Aage.

Fødselsdagen fejres under private former sammen med venner og familie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...