Østsidehallen danner ramme om boksestævne fredag 8. februar, hvor boksere fra Brønderslev Bokseklub er oppe imod en gruppe tjekkiske boksere og ”naboerne” fra Pandrup

Ø. BRØNDERSLEV: Der er lagt op til en intens aften, når Østsidehallen i Øster Brønderslev er vært for boksestævne arrangeret af Brønderslev Bokseklub 8. februar.

Bokseklubbens formand, Erik Thrane, ser frem til, at der nu kommer et stort boksestævne i Brønderslev igen efter mange års pause.

- Jeg tror ikke, vi har haft et stort stævne i Brønderslev siden 2009, så det er meget stort, at vi får et stævne i Brønderslev igen, siger Erik Thrane.

Erik Trane satser på, at der bliver mindst 10 kampe ved fredagens boksestævne, hvor syv tjekkiske modstandere stiller op til kamp.

Syv boksere fra Brønderslev Bokseklub stiller op, og der kommer desuden også to-tre mere fra Pandrup Bokseklub.

De nordjyske bokseklubber er inden for de sidste par år gået sammen som Boxing Team Nordjylland, og det har betydet, at talentmassen også er blevet meget større.

- Siden vi indgik det nordjyske samarbejde imellem klubberne, så kører det bare på skinner, og vi hjælper hinanden. Vi har træningssamling en gang om måneden, og vi har rigtig mange gode boksere i Nordjylland. De fleste er meget unge, men det bliver de jo ikke ved med at være, så det ser rigtig godt ud for nordjysk boksning, siger Erik Thrane.

Noget særligt at bokse lokalt

At Erik Thrane og Brønderslev Bokseklub kan afholde stævne i Brønderslev igen betyder meget for ham og resten af klubben.

Selvom hans boksere for tiden er vant til at hive sejre hjem, så er det noget særligt, når de skal bokse på hjemmebane, mener han.

- Vores boksere er rigtige gode og vinder det ene efter det andet, så nu har vi et godt grundlag for selv at afholde et stævne. Bokserne glæder sig som små børn, de har oplevet nærmest alt, selvom de er unge, men de glæder sig rigtig meget til at bokse lokalt, og det gør vi selvfølgelig også i hele klubben, siger Erik Thrane og tilføjer:

- Det bliver helt sikkert fulgt op med et stævne eller to mere i løbet af sæsonen.

Boksestævnet starter kl. 19.30 i Østsidehallen, og billetter kan købes på forhånd hos Spar i Øster Brønderslev eller i døren.

De lokale boksere

Følgende stiller op til stævnet fra Brønderslev Bokseklub:

Fluevægt U19 Ahmad Arrag, Dansk Begyndermester 2018.

Bantamvægt U17 Sadam Ghanom, Dansk Begyndermester 2018.

Fjervægt Arsen Tujaryan, Dansk Begyndermester 2018, Jysk Begyndermester 2018.

Letweltervægt U19 Mansur Gayrgashvili, Sølv ved Danske Begyndermesterskaber 2018.

Weltervægt U19 Malek Masoud, Dansk Begyndermester 2018, Dansk Mester U17 2018, Jysk Begyndermester 2018, Årets Idrætsnavn i Brønderslev 2018.

Letweltervægt Bayhas Masoud U17, 1 kamp.

Letsværvægt, Anders Hartmann, 0 kampe.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...