I uge 27 var der rideskole hos Brønderslev Rideklub, og holdene var i år helt fyldt op

BRØNDERSLEV: Brønderslev Rideklub havde i uge 27 rideskole.

Efterspørgslen for at komme med i år var meget høj, og der var ikke plads til allerede interesserede.

- Vi var nødt til at begrænse os med 37 elever i år. Vi har nok sagt nej til 10-15, der gerne ville med, lyder det fra Anette Arentoft og Louise Steen.

De to har været ansvarlige for dette års rideskole, som har henvendt sig til helt nye ryttere. Der har været et halvdagshold og tre heldagshold, som har brugt ugen på at blive mere fortrolige med at sidde til hest og lært omkring sikkerheden, pasning i stalden og selvfølgelig også med et stærkt fokus på det sociale.

- Den her uge har været møntet på, at begyndere har kunnet finde ud af, om ridning er noget for dem. Ugen startede med en masse teori og bl.a. en ”tip en 13’er” om sikkerheden. De skulle lære, hvordan man læser hesten og hvordan man opfører sig omkring dem.

Da Oplandsavisen taler med de to arrangører torsdag eftermiddag før sidste dag på sommerskolen fredag, så er det også lykkes at omvende spritnye ryttere til rimelig habile og sikre ryttere.

- Vi startede med at trække dem rundt på hesten i starten af ugen. Men de fleste endte med at ride rundt af alene, og mange af dem er endt med at galoppere de sidste dage. De udvikler sig helt vildt hurtigt, og det er fantastisk at se, hvordan de udvikler sig fra dag til dag, lyder det fra de to arrangører.

Rideskolen var for børn i alderen 6 til 15 år, hvor de fleste havde rundet de 10 år. Anette Arentoft og Louise Steen har stået for planlægningen, der har været måneder undervejs, men de har fået hjælp af et hold af pigerne fra rideskolen til at undervise børnene, og forældre har været gode til at hjælpe dem i løbet af ugen med bl.a. mad til den store flok elever.

I uge 28 skifter rideskolen karakter, for her er der igen liv på rideskolen, når der fokus på de mere erfarne ryttere, der kan få lov til at bruge en uge sammen på Brønderslev Rideskole.

Brønderslev Rideskole har i øjeblikket omkring 250 medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...