Første marked finder sted onsdag aften, når der er Go’ Aften Brønderslev med aktiviteter og længe åbent i butikkerne

BRØNDERSLEV: Brønderslev Handel afvikler igen i år markeder i midtbyen, og startskuddet for sæsonens markeder lyder onsdag dagen, hvor der er Go’ Aften Brønderslev med længe åbent i butikkerne.

Det oplyser handelschef Lars Bisgaard Andreasen i en pressemeddelelse.

- Det har været et godt indslag i bybilledet, så vi åbner igen gaderne for kræmmerne, skriver han.

Markedet vil blive placeret i Bredgade og i Mejlstedgade, og i år har man valgt at udvide antallet af markeder.

Man fortsætter således Brønderslev Sommer Markeder på lørdage i juni måned, indtil man når juli, hvor man af hensyn til turisterne flytter markederne til onsdage.

- Nu prøver vi at udvide sæsonen lidt med markeder i juni, og så må vi se, om der er grundlag for markeder på dette tidspunkt, oplyser Lars Bisgaard Andreasen.

I juni måned vil målgruppen primært være borgerne fra Brønderslev og opland.

Markederne i juni og juli vil blive placeret på Arkadetorvet i lighed med tidligere år.

- Arkadetorvet har en god størrelse til at lave et intimt marked, og så ligger det centralt i byen.

Lars Bisgaard Andreasen ser gerne at markedet bliver større og udvikler sig, således at man kan inddrage andre pladser i byen til markedet.

- Vi vil rigtig gerne udvikle os i de kommende år, så markedet kan blive en endnu større attraktion for gæsterne i sommerlandet, oplyser han.

Han håber at man hen ad vejen også kan lave aktiviteter for børnene, og så er drømmen at etablere et råvaremarked med lokale producenter.

Interesserede kan stadig booke stadeplads.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...