Stafet for Livet gav ny rekordindtjening - ny formand for styregruppe valgt

BRØNDERSLEV: Helt nøjagtigt 567.270 kroner blev der løbet ind til Kræftens Bekæmpelse, da der før sommerferien blev holdt Stafet for Livet i Brønderslev.

Det kunne folkene bag konstatere på et møde, hvor alle sponsorpenge var løbet ind, og hvor der var en konsulent fra Kræftens Bekæmpelse med, som kunne offentliggøre resultatet.

- Det er jo steget 100.000 for hvert år, vi har holdt det, så det er bare fantastisk, fortæller Lone Lønbro fra styregruppen bag stafetten i Brønderslev.

Det er tredje år, der har været stafet i Brønderslev, og i år deltog 1669 personer.

- Vi har haft støt fremgang hele vejen, og det har vi været rigtig glade for. Der er en kæmpe opbakning fra Brønderslev, og vi er blevet mødt positivt. Folk kan relatere til det, for vi kender alle sammen nogen i familie eller vennekreds, der er ramt, eller man er ramt selv, fortæller Lone Lønbro.

Hun tilskriver årets succes, at der var lidt bedre vejr denne gang, og at folk bliver mere og mere opmærksomme på arrangementet.

- Det første år var der mange, der spurgte, hvad det var for noget, men de finder så ud af, hvad det handler om, det går lidt fra mund til mund, siger hun.

Lone Lønbro tror også, at folk gerne kommer igen, når de har været der en gang og har oplevet stemningen på stafetten.

- Det er rørende og bevægende, og der er sådan et fællesskab omkring hele den weekend. Det er specielt. Dem, der har kræft, kan tale åbent om det, og det er med til at nedbryde tabuer, forklarer Lone Lønbro, der også tror, at det spiller ind, at det foregår i Hedelund i smukke omgivelser og at der er opbakning fra kommunen.

Lone Lønbro er nu blevet formand for Stafet for Livet, efter at Henrik Jespersgaard har været det de første tre år.

Hun var selv med til at løbe det i gang, da det begyndte, og kom med idéen til Borger9700 efter at have deltaget i Stafet for Livet i Hjørring.

Nu skal hun så stå i spidsen for arbejdet med at få det hele til at køre som en del af den styregruppe, der bærer arrangementet.

- Det er en stor post, jeg har påtaget mig nu, og jeg har tænkt mig at give den hele armen, siger Lone Lønbro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...