LITTERATUR: Undersøgelse viser, at folk læser meget i sommerferien og gerne vil læse mere - få bibliotekarens anbefalinger her

Brønderslev Bibliotek undersøgte for nylig folks sommerferielæsevaner, og det har mundet ud i en øget indsats for at få formidlet de helt rigtige sommerferiebøger videre til bibliotekets gæster denne sommer.

Det oplyser Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse.

- Sommerferien indbyder ofte til læsning, fordi der i ferien er mulighed for endelig at finde ro og fordybe sig. Den påstand har du sikkert hørt før, og sandheden i den blev da også tydelig, da Brønderslev Bibliotek i forsommeren besluttede sig for at finde ud af mere om lånernes sommerlæsevaner. En spørgeskemaundersøgelse viste nemlig, at 98,28 pct. af brugerne læser, når de holder ferie. Sommerferien er jo for mange lig med tid til alt det, du ikke når til daglig, så det overraskede os sådan set ikke, oplyser Jytte Albrektsen, som er bibliotekar på Brønderslev Bibliotek.

- Det overraskede os derimod, at tre ud af fire af vores biblioteksbrugere faktisk gerne vil læse endnu mere, end de allerede gør, og det vil vi selvfølgelig gerne gøre vores for at hjælpe med til.

Bibliotekets undersøgelse viste også, at langt størstedelen af dem, der deltog, foretrækker at læse papirbøger.

- Lyd- og e-bøger vinder hele tiden mere frem, og det er rigtig smart at have det digitale format med sig, hvis man f.eks. skal ud at rejse. Men som vi kan se i undersøgelsen, er der altså bare stadig noget helt specielt ved at sidde med en bog i hænderne, oplyser Jytte Albrektsen.

Inspiration på biblioteket

På baggrund af undersøgelsen har Brønderslev Bibliotek sat alt ind på at fremme sommerferielæsningen. På Brønderslev, Hjallerup og Dronninglund Bibliotek finder man alle steder en udstilling med bøger, som personalet har udvalgt og personligt anbefaler. Derudover kan man blive inspireret af det nyligt udgivne sommerkatalog, som lister omkring 65 gode titler til sommerferielæsningen. Også kataloget finder man på alle tre biblioteker.

- Undersøgelsen bekræftede os også i, at rigtig mange finder deres læseinspiration her hos os på biblioteket, og vi ved, hvor meget en personlig anbefaling kan betyde for den gode læseoplevelse, oplyser Jytte Albrektsen om baggrunden for sommerudstillingen.

Tre gode anbefalinger

Men hvilken type bog skal man så kaste dig over, hvis man også er en af de sommerlæsere, der godt kunne tænke sig at læse lidt mere? Ifølge undersøgelsen er det især krimier, spændingsromaner og historiske romaner, som hitter blandt sommerlæserne, og derfor følger her Jytte Albrektsens bud på tre gode bøger i netop de genrer:

Den norske krimiforfatter Geir Tangen har skrevet en super krimiserie, hvor første bind i serien hedder ”Maestro”. Plottet i bøgerne er både gode og overraskende og underholdningen i top. Hovedpersonerne er den tidligere populære men nu lettere udbrændte journalist Viljar Ravn Gudmundsson og den dygtige, men excentriske politiefterforsker Lotte . I ”Maestro” vågner byen Haugesund op til et brutalt drab, hvor en kvinde bliver kastet ud fra et højhus. Det viser sig at morderen dagen før har sendt en mail til Viljar på Haugesund Avis og varslet mordet – en mail Viljar ikke tog alvorlig. Mens han afhøres af politiet, får han endnu en mail fra morderen! Offer efter offer dør og alle fordi de har begået en ugerning, som morderen ikke mener, de er blevet straffet for. De to øvrige i serien er ”Hjerteknuser” og ”Død mands tango”.

Hanne-Vibeke Holsts roman ”Som pesten” er en moppedreng af en spændingsroman om den danske læge Karoline Branner, der er nyansat i WHO i Geneve. En dødelig virus spreder sig hurtigt og udvikler sig til en pandemi med mange hundrede tusinder døde til følge. Karoline arbejder mod tiden for at få den nødvendige vaccine. Hanne-Vibeke Holst har lavet en velresearchet roman og desværre er handlingen både aktuel og realistisk lige nu. Hvordan reagerer vi, hvis vi trues af en ødelæggende virus, der kan udrydde millioner? Træffer vi de rigtige valg? Medicinalindustrien må sætte profithensynet til side og agere etisk og solidarisk. Der er behov for en samlet indsats i form af massevaccination, men Karoline Branner opdager hurtigt at der er helt andre ting på spil i en verden, hvor ikke alle kæmper samme sag, men sætter alt ind på at redde ”sine egne”.

En af de bedste danske historiske romaner er ”Vi de druknede” af Carsten Jensen, hvor vi følger fire generationer af sømænd fra skipperbyen Marstal fra krigsudbruddet 1848 til Danmarks befrielse i 1945. En fantastisk beskrivelse af Danmark som søfartsnation, og hvor Marstal engang var landets næststørste søfartsby. Her voksede Carsten Jensen op, og i hele sit voksne liv har han vidst, at han engang skulle fortælle historien om Marstal. Læs om danmarkshistorien store krige, rejser til fjerne sydhavsøer og om mænd med umådelige udlængsel i blodet og trangen til at opleve verden. Hjemme i Marstal lever kvinderne og familien med savnet af deres mand, sønner eller far, og angsten for at miste mændene derude på det barske hav. Fabelagtig godt skrevet og hver gang jeg er på Ærø og går forbi Søfartsmuseet, hvor Carsten Jensen sad og researchede på bogen, synes jeg, at jeg fornemmer Marstals storhedstid, hvor alle veje førte ned til havnen, der var adgangsporten til hele verden og fremmede kulturer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...