Sundhedsplejen og biblioteket er gået sammen om at fremme lysten til at læse for de små

BRØNDERSLEV: Sundhedsplejen og Brønderslev Bibliotek er gået sammen om en boggave til alle børn i alderen 15-18 måneder. I det kommende år får alle børn ved sundhedsplejerskens afsluttende besøg en fin boggave og folderen ”Læs for mig, det elsker jeg” med inspiration fra biblioteket til børns læsning. Det oplyser Brønderslev Bibliotek i en pressemeddelelse.

I projektet ”Sundhedsplejen på sporet” sætter sundhedsplejen i Brønderslev Kommune fokus på alle børns mentale sundhed og sprogudvikling.

Pernille Buhelt, leder af sundhedsplejen oplyser, at Sundhedsplejen arbejder med at styrke alle børns sundhed og trivsel.

- I det nye samarbejde med biblioteket bygger vi sammen bro, sådan at der hjemme hos alle familier i vores kommune er adgang til gode historier. Vores håb er at skabe nærvær og samvær omkring bøgerne i alle familier.

Når man læser med sit barn, lærer barnet at kende forskel på fantasi og virkelighed. I mødet med bøgernes fantasiverden sker der meget med barnets leg, herigennem udvikles evnen til at forestille sig ting, der ikke sker i virkeligheden.

- Sproget opstår ikke af sig selv, det udvikler sig, når vi bruger det. Forskning viser, at en tidlig sprogindsats er afgørende for, hvordan barnets sprog og læsefærdigheder udvikler sig senere i livet. Jo flere ord barnet mestrer - jo nemmere er det at lære nyt, påpeger bibliotekar Stine Kjær Christiansen, som arbejder med sprogstimulering, i pressemeddelelsen.

Bogen indeholder en stor samling af historier, rim og sange fra skattekisten om dyr: Kæledyr og gnaverdyr, pelsdyr og pattedyr, krybdyr og bondegårdsdyr, havdyr og landdyr. Bogen vokser med barnet og indeholder også en cd med udvalgte historier, rim og sange. Bogen er en blanding af velkendte gamle historier og remser og nye rim og historier.

Uddeling af bøger starter 1. maj 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...