Elever fra Stenum Friskole optrådte for et stort publikum

STENUM: Der var fuldt hus i Stenum Hallen, da Stenum Friskole holdt skolefest og opførte en musical med elever fra skolens to 8. klasser. I alt 475 var tilmeldt festen, så det var et omfattende publikum, eleverne skulle optræde for, og der er gået mange timers arbejde forud.

- Vores korkester, kor og orkester, har øvet en time om ugen, og 8. klasserne har øvet sange og danse i musik. Dansklærerne har arbejdet med skuespil, det har været et temmeligt stort arbejde, men det blev også enormt godt, fortæller skoleleder Marianne Hejlesen.

Musicalen hed ”Anja og Victor - Magi i luften”, og eleverne har selv været med til at forme stykket.

- De havde meget medindflydelse på, hvordan skuespillet skulle være, og hvordan det skulle sættes op, fortæller Marianne Hejlesen.

Hun oplever, at børnene lærer en masse af at spille teater, hvor de blandt andet øver sig i at turde stå frem for et publikum.

- Det er en proces at lave et skuespil i fællesskab, hvor alle har en rolle. Nogle drenge, der ikke ville ind på scenen, stod for at køre lys og, og der var også praktisk grej, kulisser og kostumer. Alle mulige talenter kommer i spil, forklarer Marianne Hejlesen og peger på, at det giver en god følelse, når man bagefter kan sige, at det lykkedes.

- Det er bare dejligt at være sammen om det.

Der er 36 elever i skolens to 8. klasser, men endnu flere elever var involveret, da korkestret også tæller mange børn fra 4. til 6. klasse, og nogle af 8. klasserne spillede med på forskellige instrumenter i nogle af numrene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...