Jazzorkestret Sinne Eeg Group gav fredag 4. september koncert i Den runde Pavillon.

Jazz 9700 stod bag arrangementet, og formand Niels Persson skriver om koncerten:

- Ca. 90 gæster (100 er loftet i disse tider) havde fundet vej til Den runde Pavillon. Først på scenen kom pianisten Jacob Christoffersen, der har gæstet Pavillonen en eller to gange tidligere, fulgt af bassisten Lennart Ginman og trommeslageren Johan Dynnesen, der var med på afbud, men som ydede en fuldgod indsats. Disse tre (”rytmegruppen” i jazzsprog) lagde ud med en stærkt swingende intro, hvorefter Sinne Eeg kom på scenen i fodlang blå kjole med vidde og værdighed. Gruppen gik uden videre over i en klassiker, ”Come Rain or Come Shine”, hvor Sinne Eeg viste sin vokale spændvidde og bandet et stærkt swing.

Niels Persson beretter om en koncert, hvor man bla. kunne opleve numrene ”It’s All Right With Me”, ”Don’t Be So Blue”, ”Love Is a Time to Give” og ”Waiting For Dawn”, sidstnævnte har Sinne Eeg selv komponeret.

Blandt oplevelserne var også en smuk bassolo og pianosolo, scat sang af Sinne Eeg og trommesolo med latin rytme.

Niels Persson har stor ros til orkestret og melder om en god afslutning på aftenen.

- Der var stormende bifald fra salen og ikke uventet ønske om ekstranummer. Det blev en klassiker, ”You’ve Changed”, en ballade i slow swing med fornemt viskerunderlag på trommer. Det var en flot afslutning, stormede bifald igen og så var det slut. Sinne Eeg Group havde givet alt, hvad de havde i sig, og det var ikke så lidt, opsummerer han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...