SFO Månehuset har lavet loppemarked for at støtte Danmarksindsamlingen

BRØNDERSLEV: Børnene i SFO Månehuset på Skolegades Skole i Brønderslev har samlet 6307 kroner ind til Danmarksindsamlingen ved at stable et loppemarked på benene. Det fortæller pædagog Michael Madsen, der melder om, at godt 100 besøgte loppemarkedet.

- Vi havde jo samlet ind til det her loppemarked de seneste 14 dage, for at vi skulle støtte det er gode formål i år, som er at støtte verdens piger. Vi er enige i, at børn har lov at være børn alle steder i verden, og målet med den her indsamling var at få sendt nogle penge af sted, fortæller han.

Man nåede dog ikke målet, som var på 10.000 kroner - og som ville have betydet, at sfo’ens bidrag ville blive vist på skærmen under indsamlingsshowet på tv.

Men det var en god dag og en god oplevelse for børnene.

- Opbakningen har været kæmpe stor i forhold til først at donere en masse lopper og efterfølgende loppemarkedet, som var okay besøgt, siger Michael Madsen.

Blandt de donerede ting var dvd film, spil, puslespil, cykler, lamper, aser, kopper, porcelæn, bøger, bamser og legetøj.

- Børnene har taget super godt imod det og har hjulpet deres forældre med at rydde op. De har afleveret noget af deres eget legetøj, og da vi åbnede dørene, var de fuldt oppe at køre. De fleste havde penge med, og nogle endte med at løbe med fem-seks bamser, beretter Michael Madsen.

Pengene kom også fra indtægter fra salg af sponsorerede kager og popcorn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...