Indsamling i Brønderslev-området er nu gjort op

BRØNDERSLEV: Scleroseforeningens indsamling gav 51.936 kr. i 9700 området.

Det oplyser indsamlingsleder Birthe Ellegaard. Hun skriver:

- Takket være ca. 45 lokale indsamlere blev der søndag samlet i alt 51.936 kroner ind i området med postnr. 9700. De dedikerede frivillige ringede på hjemme hos Brønderslev-borgerne for at samle penge ind til forskning i sclerose. Sygdommen er fordoblet på bare 20 år - men det skal ny forskning nu være med til at stoppe.

- Vi havde en fantastisk dag og indsamlerne blev taget godt imod overalt, hvor de kom, oplyser Birthe Ellegaard.

Scleroseforeningen uddeler hvert år mere end 12 millioner kroner til danske og internationale forskningsprojekter.

- I Scleroseforeningen kæmper vi både for, at mennesker med sclerose kan leve det bedst mulige liv på trods af sygdommen, men i den grad også for at sætte en stopper for sygdommens udvikling. Vores ultimative mål er at kurere sclerose, men det kræver fortsat massive investeringer i forskning, hvis vi skal blive i stand til at stoppe sygdommen helt. Forskning skaber samtidig nyt håb om en lysere fremtid for de mennesker, der lever med sygdommen, og derfor er indsamlingen så afgørende for vores kamp mod sclerose, oplyser Klaus Høm, som er direktør i Scleroseforeningen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...