Eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole er kommet tilbage på skolen - og humøret er rigtigt godt

BRØNDERSLEV: Anden pinsedag 1. juni vendte eleverne på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev tilbage til skolen, og det foregik i solskin og med højt humør, hvor højskolen havde sat alle sejl til.

- Det var en festdag. Flaget var hest, humøret var højt, eleverne har glædet sig, og vi har glædet os, fortæller forstander, Eva Terp-Hansen.

Nu er eleverne i gang med de fire uger, der er tilbage inden sommerferien, og højskolen gør sig umage for, at det skal blive fire rigtig gode uger.

- Vi har selvfølgelig savnet eleverne mega meget og har lagt os i selen for at lave et intenst højskoleopholdt. Vi skal genstarte foråret 2020 og samtidig sætte slutspurten ind. Det bliver så pakket og intenst. Det er klart, at der ikke bliver så meget fordybelse, som vi ellers ville have nået, fortæller Eva Terp-Hansen.

Der bliver meget fokus på det sociale, og højskolen opfordrer eleverne til at blive på skolen i alle weekenden, hvor der også er sat ekstra personale på.

- Vi giver den fuld gas for at koge tre måneder ned til en. Det er sådan en maggie-terning, illustrerer Eva Terp-Hansen.

Skolen kunne egentlig have åbnet 27. maj men ventede en smule af flere grunde - på en helligdag ville flere kunne blive kørt til Brønderslev af pårørende og dermed undgå offentlig transport, og så kunne man bedre nå at være sikker på de praktiske retningslinjer fra centralt hold.

Hverdagen på højskolen er noget anderledes, end det var før corona. Der er nye retningslinjer, meget øget fokus på rengøring, øget fokus på afstand mellem lærere og elever og mellem elever og elever.

Først var det meldt ud, at eleverne måtte være i familiegrupper på 20, indenfor hvilke man kunne se bort fra afstandskravet. Men det blev sænket til otte, så der måtte man omgruppere.

Men det går fint med den anderledes hverdag.

- Jeg synes, at eleverne har taget super godt imod det. De er meget glade for at være tilbage og forstår også alvoren i, at det er en anderledes måde at gå på højskole på. De må kramme med dem, de er i familiegruppe med, men ikke andre. De skal tænke sig om, fortæller Eva Terp-Hansen.

De spiser også sammen i familiegrupperne, og foredragssalen er flyttet til en større sal, hvor der er plads nok til at holde to meters afstand, når man synger.

- Der er en del praktiske ting, der er benspænd, men vi er kommet mega godt fra start.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...