Plejehjem, aktivitetscentre og dagtilbud deltager i lokale udgaver af Royal Run

BRØNDERSLEV: Løbsfesten Royal Run er ikke kun forbeholdt de store byer i Danmark. Mange steder i Brønderslev Kommune arrangeres der lokale Royal Run arrangementer, så alle har mulighed for at føle sig lidt royale.

Det oplyser Morten Borregaard Poulsen, der er projektleder i Bevæg dig for livet - Senior i Brønderslev Kommune.

- Royal Run blev en stor succes sidste år, hvor kronprinsen løb med i Danmarks største byer for at fejre sin 50-års fødselsdag. I år er hele Danmark inviteret med til Royal Run, hvor det har været muligt for bl.a. plejecentre, aktivitetscentre og en række andre institutioner at få Royal Run-pakker, så man også kan være med, selvom man måske ikke har så mange kilometer i benene, og ikke bor i en storby. I Brønderslev deltager blandt andet seks plejecentre, to aktivitetscentre og to dagtilbud på handicap- og psykiatriområdet med deres egne arrangementer i løbet af uge 23, skriver han i en pressemeddelelse.

- Dem, der kommer til vores aktiviteter, kan simpelthen ikke komme til Aalborg sådan en dag - det er for hårdt. Men vi synes, at det kunne være sjovt og spændende at lave Royal Run. Det er royalt, det kan de jo godt lide - de er jo vilde med kongefamilien, oplyser aktivitetsmedarbejder Charlotte Mikkelsen fra Agersted aktivitetscenter Rosendal.

De arrangerer en gåtur, og her er også aftalt, at byens fribørnehave deltager med mellem 20 og 60 deltagere. Charlotte Mikkelsen forventer, at aktivitetscentret selv stiller med cirka 20 deltagere.

På Springbrættet, der er et dagtilbud for borgere med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne i Brønderslev, glæder de sig også til at være en del af festen. Her planlægges der et stort løbe- og gåevent i Rhododendronparken fredag 7. juni kl.10-12. Borgere og personale har været i gang med at planlægge arrangementet og byder alle interesseret velkommen.

Bevæg dig for Livet står bag Royal Run, og i Brønderslev indgår kommunen i et samarbejde med Bevæg dig for Livet - Senior, som er et samarbejde mellem DGI, DIF og Dansk Arbejder Idrætsforbund.

- Der er generelt kommet en god opmærksomhed på at lave idræt for seniorer her i kommunen, også på plejecentre. Jeg tror, Royal Run taler godt til målgruppen, både borgere og medarbejdere og ledelsen, de kan se sig selv i det, og være en del af det, mener Morten Borregaard Poulsen.

Deltagerne i Brønderslev Kommune er Aktivitetscenter Rosendal i Agersted, Aktivitetscenter Asaa samt en række plejehjem: Asaa Friplejehjem, Hellevadlund i Klokkerholm, Elmehøj i Brønderslev, Stengården i Hjallerup, Margrethelund i Dronninglund, Rosengården i Jerslev og Støberiet i Brønderslev. Springbrættet i Brønderslev, som er et dagtilbud til folk med handicap deltager også, og det samme gør Det Blå hus i Brønderslev, som er et dagtilbud psykisk sårbare.

10. juni løber Kronprins Frederik og familien igen med, når Royal Run afvikles i København, Aalborg og Aarhus.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...