Folk, der bruger hjælpemidler, kan få inspiration på messe i Brønderslev

BRØNDERSLEV: 5. marts kan man besøge et road show i Brønderslev, som har fokus på hjælpemidler.

- Det er en messe for hjælpemidler, hvor ni virksomheder deltager. Messe er kommet i stand i samarbejde mellem virksomhederne og Dansk Handicaporganisation Brønderslev. Man kan få lov til at se de nyeste typer af hjælpemidler. Det er til inspiration til folk, der bruger hjælpemidler, pårørende eller personer, der arbejder med folk, der bruger hjælpemidler, siger Elly Henriksen, koordinator for Dansk Handicaporganisation, Brønderslev.

Det er en del år siden, der sidst har været en messe for hjælpemidler i Brønderslev, fordi det er et stort arbejde at samle nok ind at vise frem.

- Sidst vi havde en messe, skulle vi selv planlægge og stå for kontakter til alle mulige. Det er hårdt for en bette organisation, derfor har jeg kontaktet de virksomheder, der laver hjælpemidler, og de kommer med et samlet roadshow, hvor de har samlet forskellige typer hjælpemidler sammen, siger Elly Henriksen.

Ud over muligheden for at se hjælpemidler, så vil der også være et foredrag 10.30-11.30 med Jørgen Roed Jørgensen, der er fysioterapeut og master i rehabilitering med speciale i neurologi. Han har forsket i følgerne af inaktivitet og effekten af intensiv træning efter erhvervet hjerneskade.

Roadshowet er i Brønderslev Hallerne 5. marts fra 09-15.00 med gratis entre, og alle er velkomne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...