Privatfoto

Nye udstillinger er kommet til på det mere og mere populære museum

BRØNDERSLEV: 20. juni 2018 blev Psykiatrihistorisk Museum to år. Museet er ikke vokset i udvendig størrelse, men indvendigt er der kommet mere til i form af forskellige fokusudstillinger.

Man kan blandt andet opleve Far & Søn - en lille udstilling om overlæge Henry Olsen, som var overlæge på Brønderslev Psykiatriske Sygehus og sønnen - den kendte forfatter Jussi Adler Olsen.

Der er også en udstilling om dåreafdelinger og dårekost, som også var en måde at anbringe og behandle psykiatriske på i middelalderen og en udstilling om afstraffelse og opdragelsesmetoder for psykiatriske patienter indtil år 1900.

På de to år der er gået har der været stigende interesse for at besøge museet og få guidede rundvisninger. Sidste år var der 267 besøgende.

Museets indtægter kommer fra entreer, private bidrag og ved donationer, hvilket er vigtigt for at drive museet, lave fornyelser, foretage nyindkøb, og lave skiftende udstillinger.

- Vi fik et mindre beløb fra Psykiatriledelsen i Region Nordjylland som hjælp til at starte museet op. Og så har vi modtaget donationer fra SE Nyfors Vækstpulje, Risagerfonden og Odd Fellow Søsterloge nr. 69 Faklen i Brønderslev. Vi vil gerne udtrykke vores tak for disse donationer, som gør det muligt at vise et museet frem og fortælle historien om Psykiatrien fra Oldtiden og til år 2000, siger Ulla Antonsen, formand for styregruppen for museet.

Psykiatrihistorisk Museum har på flere områder et samarbejde med Brønderslev Psykiatriske Sygehus, og uden de frivillige hang det ikke sammen.

- Det har taget omkring fem år at få museet op udelukkende af frivillige og ulønnede medarbejdere, som tidligere har været ansat indenfor Psykiatrien. Flere af disse er fortsat i arbejdsgruppen og kustoder og guider. Der er for tiden otte kustoder og to guider. Men vi kan altid bruge flere. Det kræver ikke nødvendigvis kendskab til psykiatri, da man forinden bliver oplært, forsikrer Ulla Antonsen.

Der er åbent 1. tirsdag i måneden kl. 11 - 15 og 3. lørdag kl. 12.30 -16. Der er lukket i december måned.

Ved ønske om besøg eller guidede rundvisninger kan der træffes aftale på tlf. nr. 2467 9785.

Museet har også en hjemmeside: www.psyk-museum-9700.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...