Døden er et livsvilkår

Når man mister et menneske, man elsker, falder verden sammen om én. Pludselig står man overfor det smertefulde faktum, at livet har en side, som man ikke har turdet tage stilling til. Man tør ikke, fordi det simpelthen gør for ondt at måtte erkende, at døden er et livsvilkår, som vi ikke kan komme udenom. Tanken om at skulle leve uden sin elskede; en ægtefælle, en kæreste, et barn, sine forældre, bedsteforældre eller måske en rigtig god ven er så smertefuld, at de fleste mennesker simpelthen vælger at se bort fra dette livsvilkår, som om døden slet ikke eksisterer (hvis den gør, er det i hvert fald kun inde hos naboen). Derfor falder verden sammen om os, når så døden alligevel kommer indenfor vores dør, og river vores nærmeste fra os.

Det er i sådanne svære tider, vi lærer, at kærligheden har sin pris. For spørger vi os selv, om vi i vores liv ville have undværet den person vi har mistet, så er svaret vel i de fleste tilfælde: Nej, ham eller hende ville vi ikke have undværet! Tanken om, at vi ikke skulle have haft kendt dette menneske, virker så usandsynlig. Uanset om den, der er død fra os, var ung eller gammel, så ville vi jo ikke have undværet den tid, vi har været sammen med vedkommende. Vi elskede jo det menneske, og den kærlighed ville vi aldrig have været foruden.

Hvorfor kommer døden i de fleste tilfælde bag på os?

Også i ”gamle dage” blev mennesker ramt af ulykker, og også før i tiden blev mennesker syge. Faktisk var det ikke usædvanligt, at man fik en sygdom til døden. Det var naturligvis ikke rart at have en sygdom til døden. Men døden var nu en gang menneskets skæbne, den var en del af livets cyklus – man blev født, man levede og man døde.

Sådan er det ikke i dag. Eller det vil sige, livets cyklus er stadig den samme – at vi fødes, lever og dør. Men i dag betragtes døden ikke som menneskets naturlige skæbne – nej, i dag anses døden snarere som et nederlag. Fordi vi i dag har så mange medicinske hjælpemidler til at forlænge livet med, så bliver døden noget, der udskydes gang på gang. Det er som om, døden er noget, der for alt i verden skal undgås. Vi vil ikke erkende at det er livets naturlige afslutning.

”Man kan blive så bange for at dø, at man ikke lever”, har en ung dødssyg mand engang sagt. Der ligger i de ord noget meget centralt; for på den ene side kan man blive så fokuseret på døden, og at man bestemt ikke vil dø, at man helt glemmer at leve. I sin dødsangst fortvivles man over de ting man ikke fik gjort eller sagt, men også over de ting i fremtiden man ikke kommer til at opleve. Smerten over at skulle dø medfører, at man går i stå, man tør ikke længere leve og glædes over livet.

Omvendt på den anden side kan vi også blive så fokuseret på livet, at vi slet ikke tør tænke på, at vi skal dø. Vi mennesker er tilbøjelige til at leve vores liv, som om det varer for evigt. Eller i hvert fald som om, vi har en garanti for, at vi lever, til vi bliver 100 år. Vi taler så meget om, hvad vi skal i næste uge eller om ferien til næste år. Der tales om hvor dejligt det bliver, når børnene bliver store, eller hvad tiden skal gå med, når man skal på efterløn – så skal livet rigtigt nydes.

Det er en god snak. Men det er også en snak, der ikke tager døden i betragtning. Og det er derfor døden så ofte kommer bag på os. Det er en god snak. Men den resulterer alt for ofte i, at vi glemmer at leve i nuet. Vi glemmer at dette liv er det eneste, vi har, og at vi skal leve det fuldt ud – ikke først i morgen eller i overmorgen, men i dag! Vi har nemlig ingen garanti for i morgen.

Livet har fortjent at blive levet.

Nej, døden er kommet for at blive! Og tænk også bare, hvis den ikke var. Tænk, hvis døden ikke var til som en definitiv grænse i vores liv med hinanden. Tænk, hvis vi ikke behøvede at spekulerer over, hvad vi egentlig brugte vores tid på, for den var alligevel endeløs. Tænk, hvis vi aldrig behøvede at kære os om at værne, beskytte og fremme andre menneskers liv, fordi de vel bare kunne få det bedre en anden dag. At døden er den definitive grænse er med til at gøre hver enkelt dag i et menneskeliv så værdifuld, som den er. Livet fortjener at blive levet og vovet i erkendelse af, at risikoen og døden er til.

Alle helgen mindes vi de døde.

1. november fejrer vi Alle helgens søndag. ”En helgen er én, der i ord og gerning viser, at Gud lever”, er der én, der har sagt. En helgen er et menneske, som - i glimt og ufuldstændigt - lader os ane Guds godhed. For mange af os blev det vore nærmeste, dem som vi var forbundet med i livet - og som vi stadig er knyttet til, når de er døde - i sorg og savn, og i glæde og taknemmelighed for det gode, der kom ind i vores liv, gennem dem.

I gamle dage kom Alle Sjæles Dag lige efter Alle helgen. Og det er egentlig betydningen af Alle Sjæles Dag, der er kommet til at præge vore tanker omkring Alle helgen. Alle helgens søndag kommer vi i kirken med vor sorg, vort savn og vore minder. Men også med vore tanker omkring vor egen død. ”Slægt skal følge slægters gang”, synger vi i Ingemanns salme ”Dejlig er jorden”. Alle helgen taler vi tydeligt om alt det svære, synger om det og beder for det. Vi skjuler ikke smerten, men udtrykker den. For der går ingen vej udenom sorgen, kun igennem den. Og da får vi mod til at gå vore skridt i slægternes gang. Med håb midt i mørket. Med glæde midt i sorgen.

”Jeg er verdens lys”, siger Jesus om sig selv (Johs. 8,12) og er det lys, der er givet os at følge.

Døden medfører smerte og sorg. Og mørket har det med at samle sig omkring én. Her i efteråret går vi mod mørkere tider, men netop i mørket er der blevet tændt os et lys. Et lys som vi altid kan vende os imod, når mørket trænger sig på.

Julenat blev Jesus født, for at vi i vores trængsler kunne få et lys og et håb at læne os op ad. Et håb som blev yderligere styrket påskemorgen. For da graven var tom, fik vi at se, at Gud ikke havde sendt sin søn for at overvinde den enkelte, konkrete død, men døden i al evighed! Mødet med Guds søn er ikke et held. Det er et håb! Graven er uomgængelig, men den er ikke vort blivende sted. For Jesu opstandelse peger nemlig frem på den endelige oprejsning og evige sejr over døden.

Vi skal vove at knytte os så meget og give os så meget hen til livet og andre mennesker, at vi risikerer smertefulde svigt, tab og død. Men Jesus kommer os i møde i vores sorg, ynkes over os og lider med os. Og i vores anråbelse af ham bekender vi samtidig, hvem han er, og hvad der skete ham påskemorgen. Så selv om vi lider under den altfortærende smerte at være adskilt fra de døde, er de døde dog ikke adskilt fra Gud. Det er en trøst og et håb både nu og altid.

Glædelig Allehelgen og Guds fred.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...