ERHVERV: Malene Andersen har overtaget Pølseboden på Banegårdspladsen i Brønderslev

Et af de faste mødesteder i Brønderslev, Pølseboden på Banegårdspladsen, har fået ny indehaver. Per 1. oktober har Malene Andersen overtaget boden, der indtil for nyligt havde Gitte Toft ved roret.

- Men Gitte ønskede at stoppe, og da jeg på et tidspunkt havde fortalt hende, at jeg drømte om en pølsebod, så kontaktede hun mig. Og ja, nu er den så min, konstaterer 56-årige Malene Andersen.

Hun skifter dermed tilværelsen som social- og sundhedshjælper ud med hvervet som pølsedame.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, siger den nye indehaver.

- Der ændres ikke noget. Vi kører videre med stort set samme menukort og kombinerer det med høj service og godt humør. I en pølsebod er det jo vigtigt at kunne tale med folk. Og her er der plads til både snak og madro, fastslår Malene Andersen.

Hun beholder ligeledes Lone Fogh som fast medhjælper i boden, hvor der dagligt serveres frokost for et bredt repertoire af gæster. Alt fra buschauffører og håndværkere til advokater og bankfuldmægtige gæster stedet, som ligeledes er en yndet destination blandt turister.

Pølseboden, der en overgang også blev drevet af tidligere folketingsmedlem Kresten Poulsgaard, holder åbent alle ugens dage.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...