For 20 år siden realiserede den dengang 20-årige nyuddannede murer Peter Juul en plan, han længe havde arbejdet med - nemlig etableringen af eget murerfirma.

I dag beskæftiger Peter Juul ApS godt 40 mennesker og tilbyder arbejde inden for alle grene af byggebranchen.

Peter Juul blev uddannet hos murermester Mogens Jensen i Brønderslev, og arbejdede nogle måneder efter svendeprøven ... men så var han klar.

- Det har altid ligget i kortene, at jeg skulle have mit eget, så da svendeprøven var i hus, var jeg klar, siger han om starten i 2000, hvor han desuden supplerede sine færdigheder med kloakmesteruddannelsen.

De første par år var han alene i virksomheden, men i 2002 kom den første medarbejder - og siden tog virksomheden fart.

- I dag beskæftiger jeg malere, murere, tømrere og tilbyder forskellige entreprenørarbejder - og har egen tegnestue, kontoransatte m.v., siger Peter Juul, som mener, at hans virksomhed i store træk har den størrelse, den skal have.

- 40-60 medarbejdere, det er der, vi skal være - også på den lange bane, siger han.

Op til finanskrisen i 2008 havde Peter Juul godt 50 i sit brød. Siden har tallet ligget omkring 40.

Fra mørtelsvinger til kontoret

I takt med at Peter Juul ApS er vokset, er også Peter Juuls arbejdsopgaver ændret.

De første år var han selvsagt blæksprutten med hænderne i alle opgaver. I dag bruger han meget tid med at planlægge og besøge kunder og byggepladser.

- Det har være en proces at at acceptere, at jeg ikke kan være med i alle detaljer af dagligdagen i virksomheden. Det går fremad, men jeg har stadig noget at arbejde med på den front, siger Peter Juul, som møder hver dag på kontoret kl. 04.30 og holder fyraften omkring kl18-19.

- Det er ro tidligt om morgenen, og så kan jeg få noget fra hånden, siger Peter Juul, som hver dag trækker dynen over sig omkring kl. 22 for at være klar til næste dags dont.

Og ind i mellem det hele skal familien også passes. Den består af en hustru og i alt seks sammenbragte børn i alderen 0-12 år.

Egentlig skulle 20-års jubilæet have været fejret i december, men på grund af corona-situationen er fejringen foreløbig udsat til foråret 2021.

Kigger Peter Juul 20 år fremad på sin virksomheds vegne, ser han nogenlunde det sammen, som han ser nu - nemlig en virksomhed med nogenlunde den størrelse, den har nu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...