Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring forsyningsselskaber er gået sammen om at dele viden, vand og velvære til Naturmødet

BRØNDERSLEV: Ingen vand – intet liv. Derfor er der også ekstra opmærksomhed på vand-temaet på årets Naturmøde i Hirtshals, hvor Frederikshavn, Brønderslev og Hjørring forsyningsselskaber er gået sammen om at dele viden, vand og velvære.

- Det handler om sundhed, velvære, natur og miljø, når Cirkus Vandmand slår teltdugen til side torsdag den 23. maj. Det er dagen, hvor Naturmødet åbner, og hvor naturelskere og andre nysgerrige fra nær og fjern kommer til Hirtshals for at blive klogere. Og i en tid hvor klima og biodiversitet fylder i medie- og gadebilledet, er vand et helt centralt emne. Vand er nemlig basis for alt liv, om det drejer sig om mennesker eller om natur. De tre forsyningsselskaber stiller på naturmødet skarpt på pesticider i grundvandet, medicinrester i spildevandet, verdensmål og rent vand til vores børn og børnebørn. Underliggende for alle debatter er ønsket om at kæde vand – om det er rent eller beskidt – sammen med sundhed, for vand er det, der giver og tager liv, understreger direktør for Brønderslev Forsyning, Thorkil Neergaard.

- I Danmark tager vi rent vand og renset spildevand for givet. Men i dag står vi overfor nye udfordringer fra pesticidrester i drikkevandet og kemikalier, hormoner og medicinrester i spildevandet. Som samfund skal vi tage stilling til, hvordan vi forholder os til de udfordringer – til hvordan vi vil overlade naturen til vores børn og børnebørn. Det er de diskussioner, vi ønsker at tage med deltagerne på Naturmødet.

Vil du slamme kloaktails?

Ud over videnbaserede debatter vil der også være et møde med Professor Slam, der ”slammer” kloaktails for børn og barnlige sjæle. For velværehungrende deltagere byder lørdag på morgendans samt farvel-og-tak-yoga, og under hele arrangementet kan trætte og tørstige sjæle besøge vandbaren for at tanke op med frisk, koldt vand. Vand handler nemlig ikke kun om viden, men i lige så høj grad om velvære, sundhed og nydelse.

- Prøv at forestille dig dit liv, hvis du ikke bare kunne gå hen til vandhanen, åbne og drikke. Eller ikke kunne skylle ud i toilettet. Vi ville blive syge med det samme. I dag tager vi rent vand og forsvarlig behandling af spildevand for givet, men vi står overfor store udfordringer fremover, og vi skal finde ud af, hvordan vi takler dem. Er vi villige til at betale for, at vores børn og børnebørn har adgang til rent vand? Og leve i en relativ sund natur? Vi skal turde tage samtalerne om, hvad vi vil som mennesker og samfund, og det gør vi i vandbaren eller under morgendansen lige såvel som under debatterne. Jeg glæder mig til, at vi ses, tilføjer Thorkil Neergaard.

Det fulde program for Cirkus Vandmand kan ses på Hjørring Vandselskabs Facebookside og hjemmeside, hjvand.dk. Naturmødet 2019 finder sted fra 23. til 25. maj i Hirtshals. Deltagelse i alle Cirkus Vandmands aktiviteter og debatter er gratis, og alle er velkomne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...