På Skolegades Skole var der mandag debat forud for det store, nationale skolevalg 31. januar

BRØNDERSLEV: Mandag formiddag var eleverne i Skoledistrikt Syds 8. og 9. klasses elever inviteret til paneldebat forud for skolevalget 31. januar på Skolegades Skole i Brønderslev.

I panelet var repræsentanter fra otte af ungdomspartierne, som eleverne torsdag kan sætte kryds ud for ved det nationale skolevalg, som eleverne i overbygningen deltager i.

De otte ungdomspolitikere fik lov til at præsentere sig selv og deres parti, mens borgmester Mikael Klitgaard (V) styrede debatten blandt eleverne og politikerne.

Tre temaer til debat

Debatten skulle nå rundt om tre temaer, som var udvalgt forud for paneldebatten. Ungdomspolitikerne og eleverne skulle forhold sig til legalisering af cannabis, omstilling til 100 pct. økologisk landbrug og hvorvidt skoledagene skal gøres kortere.

De otte ungdomspolitikere fik lov til først at præsentere deres holdning til de tre emner, og så kunne eleverne få lov til at stille opfølgende spørgsmål og ungdomspolitikerne kunne give svar og gå i rette med de andre politikere ved debatten.

Debatten om legalisering af cannabis var der noget uenighed om blandt paneldeltagerne, hvor der blev emner som personlig frihed var vigtige, aldersgrænse på køb, sundhedsmæssig effekt og holdninger i forhold til påvirkede personer i bybilledet også blev vendt.

Det samme gjaldt diskussionen om økologi, og hvorvidt man skulle gå over til 100 pct. økologi. Der blev også sparket til debatten om, hvorvidt man skulle spise mindre kød, men også hvorvidt 100 pct. økologi overhovedet er fornuftigt, når det kommer til at lave mad nok, og om det overhovedet kan lade sig gøre med tanke på, at man nok fortsat ville importere store mængder konventionelle fødevarer.

Desuden var denne debat også med til at åbne op for, at et mere eller mindre enigt panel også så klimaet i fremtiden som en stor udfordring, som man er nødt til at tage hånd om på den ene eller anden måde fra politisk side.

Mest på banen kom eleverne dog, da det kom til, hvorvidt skoledagene skulle gøres mindre. Ikke mindst takket være, at Mikael Klitgaard med mikrofonen sørgede for at gå rundt til tilfældige elever og startede debatten med at spørge dem, om hvorvidt de gerne vil have en kortere skoledag. Det kunne de fleste sige ja til, men politikerne sørgede for, at de med deres input også fik fortalt eleverne, hvordan de så mulighederne for en kortere skoledag, måske kunne åbne op for en anderledes tilgang til styring af landets skoler, hvor flere ønskede, at den enkelte skole kunne få lov til at tage mere styring med, hvordan læringen skal udføres.

Nationalt skolevalg

Skolevalget, som Skoledistrikt Syd er en del af, er et nationalt initiativ som Folketinget og Undervisningsministeriet står bag i samarbejde med Dansk Ungdoms Fællesråd.

Elever i folkeskolernes tre ældste årgange har haft et tre ugers forløb i samfundsfag, der leder op til det store skolevalg 31. januar.

I løbet af de tre uger orienterer eleverne sig i 24 mærkesager og udvælger de tre, som de synes, er vigtigst. For de mærkesager har eleverne arbejdet med at udarbejde en kampagne, som de skal forsøge at argumentere for og overbevise de andre elever om, at deres udvalgte mærkesag er værd at kæmpe for og vigtig.

Desuden har eleverne også fået til opgave at undersøge de politiske ungdomspartier og se, hvilke mærkesager de har udvalgt, som de mest vigtige politisk, så eleverne i sidste ende ved, hvor de selv skal sætte krydset på stemmesedlen.

Der afholdes valg på alle deltagende skoler 31. januar, og resultater for de enkelte skoler og for hele landet offentliggøres samme dag.

De deltog i panelet

Sinem Demir, Socialistisk Ungdomsfront (SUF)

Jacob Klivager Vestergaard, Socialistisk Folkepartis Ungdom (SFU)

Sebastian Bærnthsen, Venstres Ungdom (VU)

Rasmus Frimodt Tønder, Liberal Alliances Ungdom (LAU)

Anna Thusgaard Rørstrøm, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU)

Jaime Voldby Nielsen, Dansk Folkepartis Ungdom (DFU)

Sidsel Hjorth, Konservativ Ungdom (KU)

Philip Tarning-Andersen, Radikal Ungdom (RU)

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...