Mangel på julelys i gaderne stopper ikke Oplandavisen i at tjekke pakketider - denne gang hos Kop & Kande

BRØNDERSLEV: Ethvert forsøg på at sabotere Oplandsavisens pakkekonkurrence ved at slukke julelyset i gaderne vil blive mødt med oplysning! Om nødvendigt tager vi lommelygten med, så vi kan finde rundt i det, der nu tegner til at blive en ”Black Christmas”. For vi har sat os for at gennemføre en aldeles uvidenskabelig undersøgelse af, hvor hurtige byens butikker er til at pakke julegaver ind. Vi har ikke mulighed for at spørge alle, men vi har spurgt tilfældigt udvalgte butikker, og flere er med på julespøgen og klar til at kæmpe om titlen som byens hurtigste pakkenisse.

Enkle regler

Opgaven er simpel: Pak en tom skotøjsæske ind i julepapir med sløjfe hurtigst muligt. Alle flader skal være dækket af gavepapiret. Oplandsavisen har skotøjsæsken med, og reglerne er kort og godt:

1: Butikken bestemmer, hvem der skal løse opgaven, hvordan den løses, og hvor meget tid der skal bruges på at nusse med detaljerne.

2: Tiden startes, når butikken melder klar og stoppes, når butikken melder færdig.

3: Vinder af konkurrencen er butikken med den hurtigste indpakning.

4: Der vil efter konkurrencen være hædrende omtale af den flotteste indpakning.

5: Det hele handler om at få julesmilet frem :-)

Vi forsøger at nå så mange som muligt med inden jul.

Denne gang er en ny modig deltager klar til at deltage i pakkestriden. Det er Dorthe Fonager, der er butikschef i Kop & Kande, Arkaden 6 i Brønderslev.

Er der tale om smugtræning?

Et hurtigt ”kontrolbesøg” i Kop & Kandes bagbutik afslører et kæmpe bjerg af indpakkede gaver. Der er faktisk stablet hele 360 pakker, og de er alle i skotøjsæske-størrelse. Nu er spørgsmålet så, om der her er tale om et tilfælde af ekstrem-indpakning eller smugtræning? Vi beder om et svar hos forretningsindehaver Morten Brix.

- Nej, nej. Slet ikke. Det er firmajulegaver, som vi skal levere til en virksomhed, så det har intet med smugtræning at gøre, forsikrer Morten Brix med et lunt smil.

Oplandsavisen føler sig overbevist og gør derfor klar til pakkestriden.

Det samme gør butikschef Dorthe Fonager, der placerer alle remedier indenfor rækkevidde. Hun har mere end 22 års butikserfaring, heraf de 12 i Kop & Kande, men bliver alligevel nervøs, da det store stopur smækkes på disken og fotografen går i stilling. Hun går lidt ned i knæene, og så lyder meldingen: Jeg er klar.

Stopuret kører, og skotøjsæsken hvirvles ind i gavepapir. Desværre driller lukning med tape i den ene ende og kostbare sekunder forsvinder. Derefter ryger gavebåndet ud af rullen i et tempo, som var det toiletpapir på et sygehus med roskildesyge og kun ét toilet. Aaaii, nu vil saksen pludselig ikke klippe, så flere sekunder går tabt, men så sættes slutspurten ind med en fin sløjfe. Tiden stopper på 1:00,054, altså godt og vel ét minut. Det er hurtigt, og Dorthe Fonager og Kop & Kande sætter sig på en foreløbig 2. plads.

- Jeg kunne have gjort det hurtigere, men det giver lidt stress, når der tages tid, siger Dorthe Fonager, der normalt har mere fokus på at lave flotte pakker.

- Det er vigtigt at lave skarpe kanter, hvis en pakke skal være flot, og det er det, vi normalt satser på. For kunderne skal jo helst ikke hjem og pakke gaverne om, siger Dorthe Fonager, der ser frem til en travl julehandel. Det samme gør forretningsindehaver Morten Brix.

- Vi har store forventninger. Vi kan godt mærke at nethandel vokser, men det forholder vi os til rent prismæssigt, så vi er optimister, siger Morten Brix, der er totalt klar til julehandlen og godt tilfreds med Dorthe Fonagers tid i pakkestriden.

Den foreløbige stilling i pakkestriden:

1. Støj med tiden 0:42,064 - godt og vel 42 sekunder.

2. Kop & Kande med tiden 1:00.054.

3. Skoringen med tiden 1:16,589.

Den endelige vinder offentliggøres i Oplandsavisen 18. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...