Der er kommet nye farver på bæltet hos otte medlemmer af Kauri

BRØNDERSLEV: Brønderslev Judoklub, Kauri, har netop haft en klubdag, hvor kæmperne havde mulige for at vise, hvordan de har udviklet sig og gjort sig fortjent til en ny farve på bæltet, oplyser Kauri i en pressemeddelelse.

- Alle ved, hvad et sort bælte i judo betyder – det er det bedste. Men det kræver en lang og sej kamp at komme der til. På vejen skal man bestå prøver en række prøver for at få bælter i andre farver, oplyser Kauri.

Kæmperne skulle hver især på gulvet foran dommeren. På en af deres medkæmpere skulle de enkeltvis vise de kast og greb, de har lært i årets løb. Samtidig skulle kæmperne fortælle overdommeren det japanske navne på de forskellige teknikker. Otte kæmpere stillede op, og alle otte lykkedes med at bestå gradueringen.

Louise Tierce, Mahmoud Nassif Jamo, Ahmed Nassif Jamo og Nicolaj Kristensen bestod for første gang en graduering og kan dermed iføre sig et gult bælte. Emilie Hermansen og Malthe Lodberg Jørgensen bestod prøven til orange bælte, mens Emma Hermansen og Frida Krog bestod prøven til grønt bælte. Når man er under 15 år, er farven markeret med en streg rundt på midten af bæltet.

- De kæmpere, der nu er gradueret har alle gjort det virkelig godt. Jeg er meget imponeret, siger den rutinerede overdommer Karsten Melgaard, der gennem årene har bedømt mange judokæmpere, der forsøgte at få en ny farve på bæltet.

- Det er dejligt at se, hvordan kæmperne i alle aldre udvikler sig, tilføjer træner og formand Erik Engelund og fortsætter:

- Alle vores tre træningshold er i øjeblikket fuldt booket op. Vi afviser aldrig nye, der har lyst til at være en del af klubben og lære judo. Men når der er flest, er kæmperne nødt til at holde pause på skift, fordi pladsen i vores nuværende lokaler er ved at være trang. Det er jo godt at være attraktiv, men succesen betyder også, at vi er nødt til at se os om efter nye og større lokaler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...