Pølsebodens Royal Hotdog Walk blev en succes - der var mange deltagere, godt humør og præmie til bedst udklædte hold

BRØNDERSLEV: Pølsemand Rasmus Lange fra Pølseboden i Brønderslev så lørdag sin spontane idé om at lave et Royal Hotdog Walk i Brønderslev blive til virkelighed. Og han melder, at det gik godt, cirka 40 deltagere var med.

- Jeg synes, det gik godt. Der var flere tilmeldte, men jeg fik en del afbud fra morgenstunden, jeg tænker det var på grund af vejrudsigten. Men vi havde rent faktisk tørvejr den time til halvanden, det stod på, og dem, der kom, var friske. Folk var i godt humør, fortæller Rasmus Lange.

Løbet gik ud på, at man faktisk ikke må løbe men kun gå og derpå spise. Der var tre personer på hvert hold, som hver skulle gå tre korte runder på Banegårdspladsen og spise en hotdog for hver, mens næste deltager fra holdet blev sendt ud på stafetten.

Inspirationen kom fra Royal Run og Roséløbet i Skagen, hvilket fik Rasmus Lange til at tænke, at der også skulle være noget i Brønderslev.

Dagen i Brønderslev begyndte med en fælles opvarmning til ”Pølsemandens sang” med Rasmus Lange som instruktør.

- Det var en sjov dag, fortæller Rasmus Lange.

- Nogle gik op i at være hurtigere, og det er selvfølgelig også dét, der gik ud på, men folk gik mere op i at hygge sig, og det tror jeg også var meningen.

Vinderholdene når det gjaldt hurtighed blev:

1. Team Hydra

2. Vrå Grise

3. Helte Hundene

Og så var der en ekstra præmie til det hold, der havde den bedste holdånd og den bedste udklædning.

- Der havde vi et hold, der var klædt ud som hotdogs, som var svære at komme udenom. Men det blev Team CT, der vandt, selv om det ikke var dem, der var klædt ud som hotdogs. De var klædt ud som ølkuske. Men det hold, der hed Winning Weaners, var klædt ud som hotdogs, og de var fantastisk, beretter Rasmus Lange om den knivskarpe konkurrence, der var i toppen af udklædningskonkurrencen.

Efter at have set sin idé blive til virkelighed er pølsemanden fra Brønderslev klar på mere skæg og ballade i Pølseboden.

- Der kommer helt sikkert en runde mere. Der er allerede nye forbedringer og nye tiltag til næste omgang. Nu har vi fundet ud af, at det fungere og folk gider støtte op om det, så gør vi det helt sikkert igen, konkluderer Rasmus Lange.

Se flere billeder her

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...