Jørgen Jøsse Larsen og Mogens Thomsen stopper som trænere efter denne sæson. Foto: Tex

Chance for at rykke op i serie 3 er blevet mindre - trænerduo stopper

Ø. BRØNDERSLEV: En våd tirsdag aften i regn, rusk og kulde på Voersaa Stadion formåede ikke at vække ØBI’s angribere i serie 4 op til dåd, og ingen af indlæggene fra kanten blev omsat i mål, og man begik dumme fejl.

Holdets træner Jørgen Jøsse Larsen, mente efter kampen, at holdet mentalt var gået på vinterferie.

Situationen er nu sådan, at holdets sidste kamp denne sæson, på søndag på Intersport Brønderslev Arena i Ø. Brønderslev, skal vindes for at komme med i kvalifikationen om eventuel oprykning til Serie 3 i næste sæson.

Søndagens modstandere BI (Brønderslev Idrætsforening) har 26 point for 13 kampe og hjemmeholdet ØBI har 23 point for samme antal kampe. Da deres første indbyrdes kamp endte uafgjort 2-2, er ØBI bedst indbyrdes via en sejr og samme antal point, mens BI bare skal spille uafgjort for at gå videre til kvalifikationen, da de har samlet flest point inden kampen.

Søndagens opgør bliver også et farvel og tak til ØBI trænerduoen, Jørgen Jøsse Larsen og Mogens Thomsen, der ikke ønsker at fortsætte efter denne sæson. ØBI har endnu ikke meldt nogen ny træner løsning ud, men klubbens fodboldudvalg arbejder på højtryk med at finde kvalificerede afløsere, oplyser Mads Holm fra ØBI’s Fodboldudvalg.

Tex

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...