ERHVERVS: Sønderhaven Gårdmejeri nord for Brønderslev måtte tænke nyt, da restauranterne, som køber af mange af deres oste, lukkede

Da corona-pandemien ramte Danmark og lukkede restauranterne tilbage i marts, forsvandt også kundegrundlaget for Sønderhaven Gårdmejeri nord for Brønderslev. Det fik det nordjyske mejeri til at tænke i nye baner. Nu får alle danskere nemlig mulighed for at smage de indbydende oste via mejeriets nye webshop.

Sønderhaven Gårdmejeri er Danmarks sidste rigtige af slagsen med både køer og mejeri på gården. De prisvindende oste afsættes normalt til gourmetrestauranter landet over.

- Men det fik coronaen sat en pludselig stopper for, konstaterer Preben Ørum, der driver gården sammen med sin hustru, Marianne.

- Med ét slag mistede vi stort set alle kunder, og vi kunne pludselig ikke længere afsætte vores oste. Køerne gav jo fortsat mælk, og vores modningslager blev hurtigt fyldt med smagfulde oste, der blev bedre dag for dag. Det var et kæmpe problem, men vi er også sådan sammensat, at vi ikke bare giver op. Vi mener selv, at vi har et rigtig godt produkt, der ikke kun bør kunne købes her i Nordjylland. Og under pres må man tænke i nye baner, så nu er vi klar med vores onlinesalg. Dermed får alle danskere mulighed for at smage vores oste ved at bestille direkte fra mejeriet, lyder det videre fra Preben Ørum.

På hjemmesiden www.helost.dk kan man bestille ostene, der leveres hele, halve eller kvarte. De faste oste vejer fire kilo, mens de halvfaste og lidt blødere er en smule lettere.

- Med så store stykker ost, er der mulighed for at dele med familie, venner og naboer. Og man køber ikke bare en ost. Man får også en forståelse for et gårdmejeri og lærer Sønderhavens særlige ostesmag at kende, forklarer Preben og fortsætter:

- Det er det, som med et fransk udtryk kaldes ”terroir”. Det beskriver stedet her med en reference til, at vores køer leverer den samme gode kvalitet, der altid kan smages i vores produkter. Gennem hele processen forsøger vi at optimere vores oste til både at have den rette smag og det helt rigtig udseende. Vi kæler for vores produkter, hvilket vi også mener er årsagen til, at vi har kunder blandt nogle af landets bedste restauranter.

Sønderhaven Gårdmejeri omfatter produktion af i alt 11 forskellige oste, der alle fremstilles efter nøje kvalitetsstandarder. Ostene har adskillige gange vundet priser i både ind- og udland for deres gode smag og kvalitet. Senest var det ”Vendsyssel-osten”, som fik guld ved World Cheese Awards i slutningen af 2018.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...