31. december blev året afsluttet med den traditionelle nytårsparole hos Falck i Brønderslev

BRØNDERSLEV: 31. december havde Falck stationen i Brønderslev den årlige nytårsparole.

2018 bød på 94 indsatser for stationen i Brønderslev, hvor særligt to episoder har været af større karakter.

- Da Restaurant Hedelund brændte i maj måned havde vi en længere varende indsats der. Den tørre sommer har også betyder, at vi har været ude til en del naturbrande her i kommunen, men vi har også kørt en del ud af kommunen. Den 27. juli havde vi beredskabet ude hele dagen i forbindelse med en større markbrand ved Hjørring, og der var også en del i de efterfølgende dage, siger nu forhenværende brandstationsleder Per Holm Jensen.

De i alt 94 indsatser er lidt under normalen, og indsatserne har generelt haft en meget blandet karakter ifølge Per Holm Jensen.

Fokus i 2018 og også ind i 2019 har i høj grad været på forandringerne internt i Falck.

- Falck er inde i en forandringsfase, hvor der kigges meget på strukturen. Hver en sten bliver vendt for at se, om det kan gøres bedre og billigere. Det har været et omstillingsår, hvor vores kunde, Nordjyllands Beredskab, har ensrettet serviceniveauet. Vi kommer til at køre, som de gør alle andre steder, så samme type materiale, mandtal og køretøjer. Det betyder, vi nu bliver fem mand og en holdleder, og så kan vi kalde flere ind efter behov, siger Per Holm Jensen.

Desuden kommer der en ny operativledelsesstruktur i Nordjyllands Beredskab, hvor der skal være fire indsatsledere - én nord for fjorden, én i Aalborg, én i vest og én i syd.

- Vores holdleder kommer til at skulle klare flere opgaver og får måske ledelsesstøtte senere fra en indsatsleder, hvis det er nødvendigt, siger Per Holm Jensen.

En ny holdlederuddannelse er blevet startet, og stationen i Brønderslev har fået deres nye holdleder.

Det er Klaus Andersen, der tidligere har været indsatsleder, men som pr. 1. januar nu er holdleder i Brønderslev.

Falck i Brønderslev har i løbet af sommeren også fået en ny brandmand, Lasse Krogh, der er flyttet til byen.

Lasse Krogh har tidligere været tilknyttet Falckstationen i Dronninglund.

Forandringerne kommer også til at betyde nye arbejdsopgaver for den nu forhenværende brandstationsleder Per Holm Jensen.

Pr. 1. januar er han blevet udnævnt til driftsleder med ansvar for de 12 stationer nord for fjorden, undtagen den i Jammerbugt.

I hverdagen vil han stadig have plads på stationen i Brønderslev, men han vil ofte også være ude af huset på de andre stationer og centralt i Aalborg. Han se frem til at tage fat på de nye opgaver som driftsleder efter ni år som brandstationsleder og i alt 24 år hos Falck i Brønderslev.

- Der skal lyde en stor tak til mine medarbejdere og samarbejdspartnere, siger Per Holm Jensen.

En ny brandstationsleder er endnu ikke udnævnt for Falck i Brønderslev.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...