LITTERATUR: Alle har mulighed for at komme med i læseklubber på Brønderslev Bibliotek

Brønderslev bibliotek er klar med årets læseklubkatalog, som fås på biblioteket og kan også ses på bibliotekets hjemmeside. Nu har alle chancen for at melde sig til frem til 20. august.

Det oplyser biblioteket i en pressemeddelelse.

- Når du har læst en god bog, eller en dårlig for den sags skyld, kan det godt være en flad fornemmelse ikke at have nogen at kunne dele oplevelsen med. Her kommer læseklubber ind i billedet. En læseklub er en gruppe personer, som samles efter at have læst den samme bog. Nogle læseklubber er opstået på arbejdspladser eller i vennekredse, mens andre er etableret af biblioteket, oplyser biblioteket der oplever en stigende interesse for læseklubber og har over 45 faste læseklubber.

- Vi har over en årrække været opmærksomme på at hjælpe og støtte læseklubber, vi låner vores lokaler ud, og så hjælper vi dem ikke mindst med at finde bøger, oplyser bibliotekar og kontaktperson for læseklubberne Kirstine Grøngaard.

Læseklubber kan være fra 4-12 medlemmer og er typisk kvinder. Der er dog én mandeklub tilknyttet biblioteket, nemlig ”Sure gamle mænd”, som har kørt som en selvstændig læseklub i en årrække nu. På biblioteket kan personalet vejlede læseklubberne i valg af bøger, ligesom hjemmesiden løbende opdateres med gode ideer til læsning. Bøgerne, som personalet anbefaler læseklubberne, er ud fra læseklubbernes præferencer: Nogle vil gerne have kortere romaner, nogle læser kun danske udgivelser, og andre vil gerne udfordres.

- Det er vigtigt, at det er en bog, som klubberne kan få en god læseoplevelse ud af og ikke mindst en god diskussion ud fra bagefter. Personalet kan også skaffe anmeldelser og analyser af et stort antal bøger, og disse kan give en dybere forståelse af bogen og forfatteren bag. Hvis et læseklubmedlem ønsker at få bogen på lydbog, kan vi også tilgodese dette.

Et læseklubmøde varer typisk mellem 1-2 timer og kan finde sted på biblioteket eller i et privat hjem.

Biblioteket tilbyder årligt et læseklubkatalog, hvor alle kan melde sig til en læseklub, ud fra hvilket tidspunkt der passer dem, og hvilke emner de har lyst til at læse om.

Læseklubberne mødes i alt syv gange årligt og læser og diskuterer bøger, som er udvalgt af litteraturformidler Gitte Winneche.

- Vi har tilbudt læseklubber i fem år, og det bliver bare mere og mere populært. Sidste år havde vi 44 deltagere fordelt på fem læseklubber. Emnerne spænder i år fra hjertesorg og slægtsromaner til kampen for frihed og fortællinger fra en krigstid, skriver biblioteket.

Brønderslev Bibliotek deltager også årligt i DR Romanklubben, som løber fra december til maj, og her læser klubben helt aktuelle bøger, som er udvalgt på landsplan.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...