BYGGERI: Vendia-Huset har gode erfaringer med at bygge andels- boliger i Brønderslev - nu er de i gang med 18 mere

I boligområdet Ådalen i Brønderslev nord er der gang i en stor byggeplads. Her bygger Vendia-Huset fra Tårs 18 nye andelsboliger lige ved siden af et område, hvor de for nylig også har bygget 22 andelsboliger.

- Der er fire forskellige størrelser på 105, 115, 125 og 125 kvadratmeter. Det er etplansboliger, og de fleste hænger sammen to og to som dobbelthuse, og så er det to fritliggende huse. Der er have til dem alle og carport og redskabsskur, fortæller Nina Bang fra Vendia Huset.

Hun oplyser også, at ti af de kommende andelboliger allerede er solgt, mens fire er reserverede.

- Vi var ikke starte op på projektet, hvis ikke der var blevet spurgt om det. I Brønderslev har vi bygget andelsboliger mange steder gennem årene, og vi har altid haft glæde af at bygge andelsboliger, fortæller Nina Bang.

Vendia-Huset har købt jorden og står selv for byggeriet, som er etape 2 i området. I etape 1 byggede de 22 andelsboliger ved siden af, og dem gik det fint med at sælge.

Etape 2 kommer til at ligne den første i den måde, husene ligger på, men de får et andet udseende med andre mursten.

- Vi ønsker at vise, at det er et andet byggeri. Det passer ind med det andet, men det er ikke det samme, fortæller Nina Bang.

Boligerne henvender sig meget bredt til folk i alle aldre, både unge med børn, ældre og dem midt i mellem.

- Det er ret bredt, og det er også derfor, der er forskellige størrelser. Der er en tendens til, at man gerne vil have større boliger og nye og lækre boliger. Der er også en tendens til, at man gerne vil have noget, der er ordentligt og pænt at bo i og forholdsvis vedligeholdelsesfrit. Som et mindre parcelhus, forklarer Nina Bang.

Hun fortæller også, at boligerne ligger i et område med grønne arealer, stier og tæt ved by og skov og natur.

Boligerne ventes at stå færdige om et års tid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...