Ny souschef i Landbo Nord, Allan Madsen. Privatfoto

Allan Madsen er ny souschef i afdelingen for strategi- og virksomhedsøkonomi

BRØNDERSLEV: Afdelingen for strategi- og virksomhedsøkonomi i LandboNord opruster nu med en stærk profil på landbrugsområdet. Det oplyser Landbo Nord i en pressemeddelelse.

Allan Madsen, 54-år, er ny souschef for afdelingen. Han kommer fra en stilling i Sparekassen Vendsyssel, hvor han har været souschef i landbrugsafdelingen.

- Allan Madsen har mange års erfaring på området for produktionslandbrug, hvor strategi og virksomhedsøkonomi spiller en central rolle. I LandboNord oplever vi en massiv efterspørgsel på den type rådgivning, som er skræddersyet til den enkelte virksomhed, og her vil Allan Madsen være endnu en værdifuld kapacitet for vores kunder, siger Anne-Mette Søndergaard, der er chefkonsulent i afdelingen.

Allan Madsen skal dels være en strategisk sparringspartner for LandboNords kunder, hvor han blandt andet får en rolle som "nye øjne" i gårdråd og gårdbestyrelser, og dels skal han som souschef, bruge en del af sin tid på intern ledelse af medarbejderne i den store afdeling.

Strategi og virksomhedsøkonomi udvikler til stadighed nye produkter, hvor Allan Madsen også vil komme til at sætte sit aftryk, ligesom nyetableringer, eksterne investorer, investeringer og finansiering, vil blive arbejdsområderne.

Afdelingen tæller 25 mand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...