Sankthans i Hedelund blev taget godt i mod - mange mennesker i parken til bål og musik

BRØNDERSLEV: Søndag blev der fejret sankthans mange steder, et af dem var i Hedelund Rhododendronpark, hvor Borger 9700, Parkfestivalen og Brønderslev Kulturskole før første gang stod bag en sankthansaften, som de håber kan blive en ny tradition i parken.

Else Simonsen fra kulturgruppen i Borger 9700 betegner det som en helt fantastisk aften.

- Der var rigtig mange mennesker, og vejret var med os. Unnamed spillede en rigtig fin koncert. Alberte tryllebandt os alle med sine fine sange og dejlige musik, oplyser hun.

Der var lavet en konkurrence om at lave den grimmeste og mest uhyggelige heks, og Else Simonsen oplyser, at vinderheksen, som var lavet af Helle og Oskar Bønnelykke, på behørig vis blev sendt til Bloksbjerg, mens midsommervisen blev sunget akkompagneret af Poul Erik Jensen.

Aftenen bød også på en båltale, som blev holdt af museumsleder Anne Provst.

Dagen var samtidig en markering af parkens 25 års jubilæum.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...