Brønderslev Hallerne har fået en ny dobbelt petanquebane, der kan bruges af alle

BRØNDERSLEV: Brønderslev Hallerne har fået en ny dobbelt petanquebane, og den er blevet indviet af borgmester Michael Klitgaard sammen med Krudtuglerne.

Det oplyser centerleder i hallen, Laila Mølholt.

- Den nye bane er blevet lavet, da den tidligere pentanquebane er blevet nedlagt pga. Hostel Brønderslev skulle bygges. Det er nogle år siden, Krudtuglerne har søgt og fået tilsagn om midler til en sådan bane af Risager Fonden, der har bevilget kr. 15.000 til etableringen af den ny bane, skriver hun.

De nye petanquebaner kan bruges af alle.

- Man kan medbringe sine egne petanquekugler, eller man kan låne i receptionen i Brønderslev Hallen, mod et depositum i pant, oplyser Laila Mølholt, der håber, at mange har lyst til at benytte banen, da det er et spil for alle aldre, og kan foregå i al slags vejr.

Indvielsen blev fejret med kagemand og kaffe til alle fremmødte.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...