Duo bag den private pasningsordning Hjerterum på Stadevej

En ny privat pasningsordning er blevet godkendt til at åbne på Stadevej i Brønderslev.

Det er Anne-Marie Ritter og Tina Grønhøj, der står bag.

- Den privat pasningsordning Hjerterum er blevet godkendt af Brønderslev Kommune, hvor vi nu står klar til at modtage nogle dejlige hjertebørn. Vi vægter udeliv, sans og leg, hvor vi har lavet samarbejde med Sans og Leg i Brønderslev. Vi har skøn natur omkring vores pasningsordning. Vi vil lære jeres små guldklumper lidt om, hvor vores fødevarer kommer fra og hvad vi laver frikadeller af og så videre, skriver de.

Anne-Marie Ritter har arbejdet selvstændig siden 1997 og har haft sin egen servicevirksomhed.

- Jeg synes nu, jeg er klar - efter et par års overvejelse - til at tage springet og åbne mit hjem for en masse skønne poder. Jeg har igennem mine 23 år som selvstændig arbejdet med mange forskellige mennesker, både børn og voksne med hver deres behov. Jeg vægter meget at børnene skal have lov til at udfolde sig og lære alle deres sanser at kende, med dans, sang og forskellige lege og opgaver, skriver Anne-Marie Ritter, der bor på Stadevej og er den, der lægges hus til den kommende dagpleje.

Tina Grønhøj er uddannet pædagogisk assistent.

- Jeg har hele mit liv arbejdet med mennesker indenfor hjemmepleje, personlig hjælper, børnehave og skole. Jeg har arbejdet på både special- og normalområder. Jeg går meget op i børnenes sprog og personlige udvikling, skriver hun. Begge er desuden bedsteforældre.

Værdierne i Hjerterum er: Tryghed, nærvær og omsorg og en stabil hverdag.

Børnenes hverdag kommer til at foregå i en stor indhegnet have og med indendørs legerum. Det ligger tæt på Grindsted Plantage.

Hjerterum holder åbent hus søndag 18. oktober fra kl. 13. til kl. 16.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...