Tina Nielsen tager over 1. maj og vil fortsat satse på kortspil, quiz og andre sociale ting

BRØNDERSLEV: Der kommer fra 1. maj ny forpagter på Bjælkehytten i Brønderslev. Det oplyser den ny forpagter Tina Nielsen i en pressemeddelelse.

Hun skriver, at sociale arrangementer som kortspil, søndagsquiz, banko og levende musik også i fremtiden vil kendetegne stedet og være med til at skabe en hjemlig og hyggelig stemning på værtshuset.

- Jeg vil langt hen ad vejen fortsætte med samme koncept som hidtil, for det fungerer godt og er til glæde for både stamgæsterne og det nye publikum, oplyser Tina Nielsen.

Tina Nielsen er 46 år og er fra Brønderslev. Hun overtager ledelsen af Bjælkehytten fra Søren Birk Rædkjær, der dog fortsat vil være tilknyttet værtshuset.

Tina Nielsen har boet i Brønderslev hele sit liv og blev i første omgang kontoruddannet inden for spedition. Siden voksede lysten til at arbejde mere med mennesker, og i maj 2016 blev hun færdiguddannet som social- og sundhedshjælper. Hun har i mange år arbejdet i kortere eller længere tid på diverse værtshuse i Brønderslev, og siden sommeren 2017 har hun arbejdet på Bjælkehytten, som hun altså nu bliver forpagter af.

- Bjælkehytten er et sted med megen hygge, og hvor indretningen med små ”båse” indbyder til snakke med vennerne over en kop øl. Vi henvender os nok primært til det voksne publikum, og vi arrangerer fx turnering i kortspillet Fedtmule hver søndag formiddag, vi har jævnligt quizzer og ikke mindst vores populære banko hver torsdag eftermiddag, skriver Tina Nielsen.

Der er også levende musik den første fredag i hver måned.

Tina Nielsens forpagtning af Bjælkehytten bliver markeret med en reception onsdag den 1. maj klokken 15.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...