Trine Dolbak overtager formandsposten i Brønderslev Handel

BRØNDERSLEV: Det blev Trine Dolbak, der fik formandsstolen i Brønderslev Handel, da foreningen onsdag før påske havde konstituerende bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen i marts. Der skulle findes ny formand efter Jan Kjølby fra Algade Optik ikke modtog genvalg ved generalforsamlingen og derfor stoppede efter 9 år på posten og 10 år i bestyrelsen.

Den nye formand er butikschef for dametøjsbutikken Skott i Nygade i Brønderslev og glæder sig over at være med til at sætte præg på foreningen.

- Det er vigtigt med en forening, hvor vi står sammen som handelsby. Vi står bedre, hvis vi arbejder sammen, det er jeg sikker på, siger hun.

Der kommer ifølge hende selv ikke til at ske den store revolution efter formandsskiftet i foreningen. Den fungerer nemlig fremragende i forvejen, mener hun.

- Jeg synes, det går godt både for byen og for foreningen, siger hun og henviser til en medlemstilgang i foreningen.

Siden nytår et der kommet syv nye medlemmer til Brønderslev Handel.

- Det er jo også et tegn på, at folk mener, at foreningen gavner, mener den nye formand.

Adspurgt om hun har konkrete ting, hun mener, der skal gøres bedre for handelsbyen, er hun tilbageholdende.

- Jeg synes, det går fint. Brønderslev er en god handelsby i forhold til den størrelse, byen har. Men vi kan jo altid blive bedre til at samarbejde butikkerne imellem, siger dametøjsforhandleren.

Næstformand for foreningen bliver Nicolai Styhr-Nielsen fra tøjbutikken Støj.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...