Tivoli i København har ansat Finn Tørngren Sørensen fra Brønderslev som ny kommunikationschef

BRØNDERSLEV: Tivolis direktion har udnævnt direktionskonsulent Finn Tørngren Sørensen til ny kommunikationschef i Tivoli. Hans karriere i Tivoli begyndte i 2018, hvor han kom fra en stilling som presseansvarlig og taleskriver for Folketingets formand og blev ansat i Tivolis direktionssekretariats som højre hånd for Lars Liebst med ansvar for at betjene direktionen og Tivolis bestyrelse.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

- Finn Tørngren Sørensen er vokset op på landet tæt på Brønderslev og kan tale vendelbomål så rent, at det kun er hans egen mor og Niels Hausgaard, der forstår, hvad han siger. Efter gymnasiet læste han jura på Aarhus Universitet suppleret med en Master i International Ret ved University of Hull i Yorkshire, England. I 1992 flyttede han til København og arbejdede i Fødevareministeriets EU-direktorat i to år, inden han i 1994 blev rekrutteret til Folketingets Europaudvalg. I de følgende år kom han bredt omkring Folketingets Administration, inden han skiftede EU- og statsretten ud med kommunikation, godt skolet og inspireret af et halvt års fuldtidsstudier på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse. I 2012 overtog han funktionen som taleskriver for Folketingets Formand, og senere i 2015 blev han udnævnt som presseansvarlig for Folketinget, skriver de.

Om sin nye opgave i Tivoli siger Finn Tørngren Sørensen i pressemeddelelsen:

- Tivoli er en levende fortælling over 176 år om danskernes glæde ved at være sammen om musik, mad, blomster, lys, spil og rutsjebaner. Dengang det kun var for de få at rejse, kunne man opleve hele verden i Tivoli. Det kan man stadig, men nu kommer der også gæster fra hele verden til Tivoli for at opleve Danmark og den måde danskerne søger gode oplevelser med hinanden. At være med til at sætte ord, lyd og billeder på den fortælling sammen med et team af dygtige, dedikerede overskudskolleger, er et kæmpe privilegium.

Finn Tørngren Sørensen bor på Vesterbro sammen med sin mand, Harrie. Så meget af fritiden som muligt tilbringes i sommerhuset i Tisvilde med gode madoplevelser og brætspil med venner og familie. Han dyrker desuden ekstrem sport i form af standarddans og latin hos Handskemager Dans.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...