Peder Marlo er gået fra næstformand til formand - der er sket rokering på flere poster

BRØNDERSLEV: Peder Marlo er blevet formand for Brønderslev Menighedsråd.

- Mogens Juhl har trukket sig, og jeg er blevet valgt til ny formand. Jeg sad som næstformand, og der er valgt en ny næstformand også, det er Verner Christensen, fortæller Peder Marlo.

Han oplyser, at formandsskiftet sker i enighed og som følge af, at Mogens Juhl synes, at han har gjort sin indsats og nu gerne vil have nogle andre til at tage over.

- Jeg har arbejdet sammen med Mogens i syv år og har haft et rigtigt godt samarbejde med ham, fortæller Peder Marlo.

Der er også valgt en ny kontaktperson. Her bliver det nu Henrik Louis Simonsen, der afløser Ole Stevns.

Kontaktpersonens opgave er at have kontakt med de ansatte.

Peder Marlo ser frem til arbejdet som formand.

- Det er jo spændende. Jeg kan godt lide at have med forskellige mennesker at gøre og at få de forskellige personligheder, der nu er i et menighedsråd, til at gå i samme retning og opnå konsensus. Jeg har en pragmatisk tilgang til menighedsrådet, fortæller Peder Marlo.

Han oplyser også, at man i det nye år vil komme til at arbejde meget med liturgien i menighedsrådet - det handler om, hvordan man afvikler højmessen.

- Vi skal se på, om der er noget, vi skal lave om på, fortæller han.

Det nye år byder også på et valg til menighedsrådet.

- Der håber jeg selvfølgelig på at få tillid til at fortsætte som formand efterfølgende, siger Peder Marlo.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...